Teamet er blevet til i et samarbejde med Mc Specialisten, TMP og lokale fynske sponsorer.

Teamets kørere bliver i sæson 2011 i SS 600 Rene Torpsgaard på en ZX 6 R og i Superbike Simon Øland på en ny ZX 10 R bygget med hjælp fra Karsten hos Midtfyns MC.

Rene Torpsgaard kørte sin første sæson i SS600 i 2010 og sluttede af med at vinde sin første sejr i klassen ved sidste afdeling på Padborg Park. Rene har været i en konstant udvikling siden han vendte tilbage til road racing-sporten i 2009 og lagde i sin comebacksæson ud med at vinde Rookie 600 og sluttede 2010 sæsonen af med at være samlet 3’er i SS600 foran mange allerede etablerede kører i klassen.

Rene Torpsgaard på sin Kawasaki i 2010-sæsonen

– Det har været et helt fantastisk comeback til road racing sporten for mig og nu står jeg her med god support og et rigtigt godt grundlag for at gøre 2011 til et endnu bedre år. Så DM guld er helt sikkert en del af målsætningen for 2011, siger Rene til Racemag.dk.

Simon Øland har med succes kørt SS600 i gennem de sidste 3 sæsoner og opnåede som bedste resultat en samlet 2. plads i DM i 2009. Simon skal prøve kræfter den nye Kawasaki ZX 10 R og får debut i Superbike klassen.

– Der er meget nyt at lære og jeg glæder mig til at prøve at køre superbike. Der er ingen tvivl om der er meget skarp konkurrence, og nu skal jeg ud og konkurrere med nogle af Danmarks absolut bedste racer kørere på to hjul, så det bliver spændende siger Simon til Racemag.dk.

Teamet deltager som 1. prioritet i SS 600 og Superbike klassen ved DM i 2011, hvor målet for Renes vedkommende er toppen af podiet. For Simon gælder det om at lære at køre på den nye cykel i en ny klasse og så forhåbentlig nærme sig podiet midt på sæsonen. Udover DM serien er det planen at deltage i udvalgte afdelinger af den tyske Pirelli STK serie.

Teamet kører sydpå til tests så snart cyklerne er klar til det.