TUDOR United Sportscar Championship, ADAC GT Masters og WEC er på plakaten i den kommende weekend, hvor der er rigeligt med danskere at følge på banerne.

Set fra en danskers synspunkt, bliver der rigeligt at holde øje med i weekenden. Jan Magnussen er tilbage i USA, hvor han sammen med Antonio Garcia skal forsøge at få deres Corvette-racer tilbage til toppen af TUDOR-mesterskabet efter et par svære løb. I samme klasse er Michael Christensen færdig med sin LMP1-test for Porsche og kan genoptage arbejdet i teamets amerikanske GT-satsning, der denne gang kører på Circuit of the Americas.

Skulle de to danskere kede sig, kan de følge med på banen når WEC-feltet kører forbi. Her er Tom Kristensen bag rattet på sin Audi R18 e-tron quattro, ligesom Young Driver AMR er på plads i garagen. Kristian Poulsen og David Heinemeier Hansson er faste mænd i bilen, mens Nicki Thiim er fraværende grundet sine pligter for Audi i ADAC GT Masters. Som erstatning har de to danskere glæde af new zealænderen Richie Stanaway. Christoffer Nygaard er også på banen, men i en af de de andre fabriks-Aston Martin-biler.

En anden dansker, der er til stede på Circuit of the Americas, er Christina Nielsen, som også stort set lige er steget ud af skålsædet på en anden racerbil. I denne weekend kører Christina i Porsche GT3 Cup Challenge, der er blandt supportklasserne til TUDOR United Sports Car Championship. Den danske racerpige har netop offentliggjort at hun skal køre Petit Le Mans for sit team, NGT Motorsport, senere i år.

Nicki Thiim er lidt tættere på os, nærmere betegnet tyske Sachsenring. Her skal han både i ilden som kører i den tyske Porsche Carrera Cup og sammen med Fabian Hamprecht i Audi R8 LMS i ADAC GT Masters.