Allan Simonsens yngre bror Benny Simonsen får denne weekend sin banedebut. Det sker, når han tørner ud i Trofeo Abarth 500 GB Championship, en mærkeklasse for den tunede udgave af Fiat 500.

Dermed følger Benny Simonsen, der har en længere sejrsliste i gokart bag sig, i fodsporene på sin ældre bror, der er et kendt navn i engelsk motorsport. Benny Simonsen skal køre for det engelske team Pulce Racing.

Benny Simonsen får i weekenden banedebut i Abarth 500

– Testing har gået super godt indtil videre, hvor vi har været helt med fremme. Jeg kan ikke vente, til starten går på det første løb, og jeg er virkeligt glad for at have aftale med et så professionelt team som Pulce Racing. Jeg er sikker på, at vi vil være med oppe foran og kæmpe med om løbssejre og mesterskabet, siger Benny Simonsen til Racemag.

Allan Simonsen, der denne sæson også kører udvalgte afdelinger i det britiske GT-mesterskab, har været med under flere tests og vurderer sin brors chancer.

– Jeg har altid kendt til min brors kæmpe talent i motorsport, lige fra da han begyndte i gokart som tiårig, så at se Pulce Racing tage ham under vingerne i Trofeo Abarth 500 GB Championship i 2010 er en fantastisk mulighed for ham, som jeg støtter 100 procent på enhver tænkelig måde. Jeg er sikker på, at han kan kæmpe med om mesterskabet, og jeg ved, at det også er Bennys mål, siger Allan Simonsen.

Abarth 500 har 190 hk til de 970 kg, raceren vejer. Trofeo Abarth 500 GB Championship kører over syv weekender på Oulton Park, Silverstone (med Formula Two), Cadwell Park, Snetterton, Brands Hatch (med DTM) og på Monza.