En lille håndfuld danskere deltager i denne weekend i Le Mans Classic, der køres på Circuit La Sarthe.

Hele 450 klassiske biler, der tidligere har deltaget i Le Mans i årene mellem 1923 og 1979, skal igen præstere på den over 13 kilometer lange bane.

Og det bliver med danskere bag rattet på flere af bilerne. Ægteparret Annette og Lars Rolner vil deltage i en Bentley fra 1928, Henrik Lindberg kører i De Cadenet-Lola T380 – DFV 1975, mens Thorkild Stamp og Casper Elgaard deler den i Sverige bosatte Stamps fine Porsche 904 GTS.

De aldrende biler skal dog ikke køre fulde 24 timer i Le Mans Classic, der i øvrigt fejrer 10-årsjubilæum i år. De er inddelt i klasser, plateauer, der hver kører i tre heats i løbet af de 24 timer.

Le Mans Classic tiltrækker også omkring 8.000 klassiske biler til udstilling og forventes at få 30.000 publikummer i løbet af weekenden.