F1-bossen Bernie Ecclestone har indgået et forlig i den sag om bestikkelse, der har kørt mod briten i München siden april måned – nu er han 550 millioner kroner fattigere.
Den snart 84-årige F1-bagmand blev oprindeligt anklaget for have betalt 44 millioner dollars (ca. 245 mio. danske kroner) til den tyske bankmand, Gerhard Gribkowsky, for at lade investeringsselskabet CVC Capital Partners overtage 47% af aktierne i selskabet bag Formel 1 tilbage i 2006. Gribkowsky er tidligere blevet idømt en fængselsstraf for at have modtaget bestikkelse, mens Ecclestone har fastholdt at han udelukkende har betalt pengene fordi han blev afpresset.
Ecclestone har formentligt kunne mærke chefstolen ryste under sig, da en eventuel fængselsdom havde sat en stopper for jobbet som direktør for Formel 1-cirkusset. Derfor har han gjort brug af en mulighed, som det tyske retssystem giver tiltalte i visse typer sager.
Et forlig på omkring 100 millioner dollars skal dog ikke ses som meget andet end et greb i lommen på den stenrige F1-promotor, der har en anslået formue på over 10 milliarder kroner.



