På trods af flot kørsel af Francois Duval her i weekenden var han ikke i nærheden af at gentage sidste års store succes. Den lejede Peugeot 207 T16 4×4 virkede ikke helt hurtig nok, og med det skrappe felt som var til start i SuperCars klassen, er kun det bedste godt nok.

Flere af de store favoritter, heriblandt de seneste års mester Sverre Isachsen, kom slet ikke med i A-finalen, da der for alvor blev kørt stærkt på den tekniske bane i Belgien. Noget overraskende kunne russeren Timur Timerzyanov (Citroën C4 T16 4×4) fejre årets første sejr, hvorefter Frode Holte fra Norge indtog 2. pladsen med sin Volvo C30 T16 4×4 og englænderen Liam Doran besatte 3. pladsen.
Det er mange år siden klassen har været så spændende som i år. Der er nu kørt 6 afdelinger af årets ERC og der har i alt været 5 forskellige vindere. Nu drager hele karavanen videre til Holland, hvor 7 afdeling afvikles i den kommende weekend lidt uden for Valkenswaard.
Fotos: RallycrossDK.com



