En epoke er nu slut, og Tom Kristensen har lagt standardvognsracingen bag sig. Fremover vil den danske levende Le Mans-legende koncentrere sig om sportsvognsracing og at få vippet Peugeot af tronen på La Sarthe-banen.
Selvom DTM har fyldt meget hos Tom Kristensen, der fylder 43 år i 2010, har danskeren også været forbi både BTCC, det tyske STW og det japanske standardvognsmesterskab. Racemag har talt med Tom Kristensen, der kigger tilbage på sin karriere i DTM.
Racemag: Hvad er det bedste øjeblik i din DTM-karriere – og hvorfor?
Tom Kristensen: Min første sejr i mit kun 7. race i serien i 2004 på Oschersleben er et godt bud. Dominerende weekend – og min søn Oliver (7 år dengang) var alene med mig på job. Det var med tre bilmærker i serien – og før politik tog over i DTM – og der var en super fest om aftenen, hvor blandt andet også Kris Nissen, Norbert Haug og flere Mercedes-kørere kiggede ind i Audis hospitality, hvor Abt-teamet havde linet op med levende musik fra bandet Fire & Ice.
Det var med tre bilmærker i serien – og før politik tog over i DTM – og der var en super fest om aftenen (Tom Kristensen om sin første sejr og bedste øjeblik i DTM)
Racemag: Hvilket øjeblik vil du så helst glemme – og hvorfor?
Tom Kristensen: Min pitlane-straf efter starten (fra suveræn pole) i fjor på Oschersleben, efter at have linet op 25 cm for langt fremme… eller at starte Nürburgring (også fra pole) i 2008 på regndæk, hvor det umiddelbart holdt op med at dryppe…
Racemag: Hvilken sejr vil du betegne som din bedste i DTM? Og hvorfor?
Tom Kristensen: Sejren på Zandvoort 2006, nok. Jeg bragte mig i en afgørende føring i mesterskabet – og havde meget store bremseproblemer de sidste omgange efter at en pose havde lukket for luftvejen og kølingen af højre forbremseskive/cylindre, og Bernd Schneider kom tættere på…
Jeg kan også godt lide følelsen af at have fortalt pressen umiddelbart før første race i 2009, at det ville blive min sidste sæson i DTM; og efterfølgende vinde om søndagen, men det var ikke mit bedste løb i 2009. Det var Dijon, men pga. strategi og en dækeksplosion kunne jeg ikke kæmpe om sejren. Barcelona (2009) var efter pole ligeså, men vores titel-kandidat, Timo Scheider lå på ydersiden af mig ned mod sving 1…
Racemag: Og hvilket løb var det bedste? Og hvorfor?
Tom Kristensen: Helt klart Brands Hatch 2006. Var hurtigst i alle sessions, qualifying og race gennem hele året på banen. Vi var som team helt oven på. Førte med 7-8 sekunder, da et hjulophæng blev træt og knækkede få omgange før mål – og Bernd Schneider udlignede min mesterskabsføring.
Racemag: Hvilken sæson var den bedste? Og hvorfor?
Tom Kristensen: 2006. Jeg var bedste Audi-kører gennem hele sæsonen – men det år havde vennerne fra Stuttgart en hurtigere bil generelt set, men uden Brands Hatch og tabet af de 10 point havde vi vundet, er jeg sikker på. DTM er meget, meget hård på alle områder. Tæt, højt niveau, politisk og strategisk. Jeg glæder mig over at have været en del af 60 races, med sejre, poles og podieplaceringer gennem meget forskellige og udfordrende år.
Racemag: Hvilken sæson var den værste?
Tom Kristensen: Der er masser af positive momenter og oplevelser i alle årene i DTM, men 2007 starter med, at jeg i tredje sving smutter på hospitalet – og den længste genoptræning, jeg har været ude for – og som jeg ikke vil ønske for nogen. Jeg døjer i lang tid efterfølgende, men specielt i løbene sidst i 2007 og 2008 med frygtelige tilbagefald, hovedpiner og uoplagthed som kun få kan forestille sig.
Se stort galleri fra Tom K’s DTM-karriere – klik her!
Fotos: Audi Motorsport