Denne weekend går starten til DTM-sæsonen 2010, og det er med 18 kørere i et felt, der formentlig bliver tættere end nogensinde.

Fastfrysningen af reglementet og yderligere vægtreducering til de ældste biler betyder, at det bliver endnu hårdere i toppen. Tests forud for sæsonen gav i hvert fald signal om, at ældre biler formentlig vil kunne køre med helt i front. Den yngste i feltet, Miguel Molina, sluttede da på toppen i en Audi A4 årgang 2008.

Når feltet rammer Hockenheimring til den traditionsbundne sæsonstart, så har Audi to særdeles stærke kort på hånden. Tre år i træk er titlen gået til Ingolstadt-racerne med Mattias Ekström i 2007 og Timo Scheider de seneste to sæsoner.

Svenske Ekström havde i 2009 sin mest uheldige sæson nogensinde, men var trods det med i titeldysten indtil næstsidste løb. Ved første besøg på Hockenheim sidste år måtte den dobbelte DTM-vinder udgå med to omgange igen med en punktering fra en klar føring. I finaleløbet måtte han tage til takke med blot et par point efter et sammenstød med Gary Paffett beskadigede køleren.

– Jeg kan knap vente til det endeligt går løs. Hockenheim er altid en fantastisk bane at begynde sæsonen på. Denne gang er Hockenheim dog noget helt særligt for mig. Den markerer begyndelsen på min tiende DTM-sæson og min tiende med Audi og Team Abt Sportsline. Det virker stadig som om det var i går, at jeg startede min karriere i DTM, nemlig i 2001 i Hockenheim, siger 31-årige Ekström.

Timo Scheider vender i weekenden tilbage til stedet, hvor han har kunnet løfte det største trofæ to gange. Dog har han – modsat Mattias Ekström – aldrig vundet i sæsonstarten.

– Det er noget helt særligt at komme til Hockenheim. Ikke kun fordi DTM-sæsonen er begyndt der de seneste ti år. Men også fordi jeg de sidste to år har forbundet den med mine titelsejres overvældende følelser. Jeg gælder mig for anden gang at starte sæson som forsvarende mester, siger Timo Scheider.

Kvalifikation og løb vises live på tyske ARD, mens RTL og DSF eftersender løbene. Livetiming med kommentarer kan følges via www.dtm.com.

Foto: Audi Motorsport