Årets femte afdeling af det officielle Europamesterskab for GT3-sportsvogne blev noget af et mareridt for Christoffer Nygaard og hans tyske makker, Florian Gruber. Et sølle EM-point blev det til for duoen, efter at de hele to gange blev ramt af uheld under løbene på den sydfranske Paul Ricard-bane.
– Den weekend var svær at sluge. Jeg røg af banen i det første løb, og under opvarmningsomgangen før det andet løb knækkede en trækaksel for Florian. For at gøre ondt værre var det Matech Racing, som vandt det løb. De skulle starte tre pladser bag os, og dem mente vi ikke, at vi havde nogen problemer med, opsummerer Christoffer Nygaard, der var en af mange kørere, der spandt af banen i første løb.
– Jeg fik en super start, og jeg kom op som otter, og jeg syntes, at det kørte for mig. Så kom der dråber på forruden, men vi ved stadig ikke, om det var regn eller om det var oliespild. For enden af langsiden går man igennem et hurtigt sving, og fra at banen var tør, var den bare som brun sæbe, og jeg snurrede rundt. Jeg fik halvvejs reddet bilen, men ramte en mur og ødelagde mit bagdæk, siger Christoffer Nygaard.
I alt ni biler crashede i løbet, hvoraf de seks ikke blev klar til andet løb. Løbet blev stoppet, og Ford GT-duoen blev klassificeret som nummer syv.
– Drengene fik lavet bilen klar igen til søndagens løb, og vi var fortrøstningsfulde. I startopstillingen var vi rykket fra 18. til 13. pladsen på grund af dem, som var udgået, og som ikke kom til start, men så knækkede en af vores trækaksler, siger Christoffer Nygaard.
Thomas Accary og Julien Rodrigues vandt første løb i Aston Martin DBRS9, mens Thomas Mutsch og Walter Salles vandt andet løb i deres Ford GT.
Christoffer Nygaard og Florian Gruber ligger nummer seks med 24 point i FIA GT3-mesterskabet.
Om to uger stiller Nygaard til start i den tyske ADAC GT Masters, inden han sidst på måneden afslutter EM-sæsonen på Zolder i Belgien.
Foto: DPPI