Selvom den sidste træning viste noget andet, så havde Mercedes igen overhånden i kvalifikationen forud for Monacos Grand Prix.
I Q1 måtte vi sige farvel til Nasr, Bottas, Ericsson, Stevens og Merhi, i en session, der forløb uden de helt store problemer. Nico Hülkenberg fik sig dog lidt af en forskrækkelse, da han var ved at tabe bilen, men med mindre skrammer på bilen kunne han godt komme videre i Q2.

Kvalifikationen igennem var banen ganske kold, hvilket betød, at en række kørere klagede over dårligt greb.

I Q2 måtte vi sige farvel til Grosjean, Button, Hülkenberg, Massa og Alonso – sidstnævnte måtte stoppe i Ste Devote, men fik heldigvis bilen så meget af vejen, at der hurtigt var grønt flag igen. Der er ikke noget officielt om Alonsos McLaren endnu, men vurderingen lyder, at der nok er tale om et elektrisk problem. I den anden McLaren var Jenson Button blot en tiendedel fra at køre sig i Q3, og mistede i øvrigt sit sidste forsøg, da Rosberg låste hjul og kørte for langt ved netop Ste Devote, hvorfor der kom gule flag.
I Q2 var Sebastian Vettel hurtigst fra starten af, men så kom Rosberg på banen og tog bedste tid. Siden fulgte Lewis Hamilton i næstbedste tid med Vettel som treer.

Lige før Q3 begyndte det at dryppe, og Mercedes gik benhårdt efter at komme på banen først, og de to Mercedeser satte da også de to bedre tider – med Hamilton som den hurtigste foran Rosberg, Vettel og Ricciardo. Den bedste tid forbedrede Hamilton desuden i slutningen af Q3, mens Rosberg låste hjul på sit sidste forsøg, og måtte afbryde det. Det gav en forskel på 0,342 sekund i Hamiltons favør, og dermed kunne briten score sin første pole position i Monaco.

Det giver følgende resultat:

Kører Bil Tid Forskel
1 Lewis Hamilton Mercedes 1m15.098s
2 Nico Rosberg Mercedes 1m15.440s 0.342s
3 Sebastian Vettel Ferrari 1m15.849s 0.751s
4 Daniel Ricciardo Red Bull/Renault 1m16.041s 0.943s
5 Daniil Kvyat Red Bull/Renault 1m16.182s 1.084s
6 Kimi Raikkonen Ferrari 1m16.427s 1.329s
7 Sergio Perez Force India/Mercedes 1m16.808s 1.710s
8 Carlos Sainz Toro Rosso/Renault 1m16.931s 1.833s
9 Pastor Maldonado Lotus/Mercedes 1m16.946s 1.848s
10 Max Verstappen Toro Rosso/Renault 1m16.957s 1.859s
11 Jenson Button McLaren/Honda 1m17.093s
12 Nico Hulkenberg Force India/Mercedes 1m17.193s
13 Felipe Massa Williams/Mercedes 1m17.278s
14 Fernando Alonso McLaren/Honda 1m26.632s
15 Felipe Nasr Sauber/Ferrari 1m18.101s
16 Romain Grosjean Lotus/Mercedes 1m17.007s
17 Valtteri Bottas Williams/Mercedes 1m18.434s
18 Marcus Ericsson Sauber/Ferrari 1m18.513s
19 Will Stevens Marussia/Ferrari 1m20.655s
20 Roberto Merhi Marussia/Ferrari 1m20.904s