Marco Sørensen og Kevin Magnussen måtte tage tomhændede fra andet løb i Formula Renault 3.5 på Motorland Aragon. Særligt nordjyske Sørensen må ærgre sig efter at have kontrolleret løbet fra fronten.

Marco Sørensen kom godt fra start fra anden startposition, byggede med en stribe hurtigste omgange en solid føring på godt tre sekunder op, inden Lotus-køreren måtte returnere til pitten med et teknisk problem.

Det så ellers lovende ud ovenpå en weekend med tekniske besværligheder, men Sørensen måtte tage fra Aragon-banen i Alcaniz med masser af gode tegn, men uden at opfylde potentialet.

– Bilen var perfekt, og jeg havde en ret komfortabel føring, og pludselig ville motoren ikke tage fuld gas, og jeg kunne ikke gøre andet end at trille i pit, siger Marco Sørensen til sin Facebook-side.

Kevin Magnussen blev fanget i et uheld på første omgang og måtte overvære resten af løbet fra pitmuren.

Robin Frijns vandt andet løb og fører også samlet.

Næste løb er i Monaco sammen med F1 grand prixet den 26.-27. maj.