Lørdag d. 25. juni 2022 bliver der for første gang kørt om DM-titlen i rallyshow. Med Au2parts DM Rallyshow Aalborg kan Motorsport Nordjylland (MNJ) præsentere det absolut stærkeste show-startfelt i Danmark nogensinde.
– DM-rallyfeltet vil gerne køre rallyshows, oplyser løbsleder Bjarne Sørensen. – Men med dyrt konkurrence-materiel er rallyteams’ene nødsaget til at foretage en benhård prioritering af sæson-deltagelsen. Derfor har TOP 25 traditionelt kun været delvist repræsenteret på startlisterne, men der altså anderledes om eftermiddagen ved DM-arrangementet på Flyvestation Aalborg, som afvikles som en del af DM-ugen.
Der er adskillige hurtige rallyteams uden for DM-rallyserien, som kører på et lavere årligt konkurrencebudget. Disse mandskaber er også en del af Au2parts DM Rallyshow Aalborg. Her præsenterer MNJ et stærkt deltager-kort i rally-ægteparret Niels og Inger Bjerre, som har premiere på hjemmebane med deres turbodrevne Peugeot 208 GTI.
– Jeg startede egentlig ud i DM-rallyserien som co-driver for min søn Martin, oplyser himmerlændingen Niels Bjerre. – Vi debuterede i en Toyota Corolla GT Coupé, fortsatte i en Renault Clio RS og til sidst deltog vi med en Peugeot 206 RC. Vi kørte vores sidste rally sammen i 2014.
– Jeg har altid været med ude til DM-rallyene som catering-kone, supplerer Inger Bjerre. – Det blev derfor lidt tamt derhjemme med rally-diskussionerne ved middagsbordet. Jeg foreslog derfor Niels, at jeg overtog co-driversædet så småt med ham som chauffør. Det har virkelig været en spændende rejse at blive oplært i rallysportems mange facetter.
Rally-ægteparrets force er, at de er 100 pct. på, når snublekysen kommer ned over hovedet og startflaget løftes. Rallybilen har været yderst stabil.
– Vi er kun udgået med Peugeot 306 GTI’eren en enkelt gang, forklarer Niels Bjerre. – Til rallybrug er der i forhjulstrukne biler indbygget et såkaldt spær. Ellers vil starterne gå op i dækrøg, fordi kræfterne ledes ud til det mindst belastede hjul. Ved et rallyløb i Hjørring sagde spærret farvel og tak, og vi havnede i en sanddynge!
– Det kniber efterhånden at finde de vitale reservedele, konstaterer Inger Bjerre. – Samtidig kunne det være sjovt med lidt flere hestekræfter under motorhjelmen. Vi har smugtrænet med Peugeot 208 GTI’eren ved et rally show, og præstationen er absolut godkendt med en klasse-toer.
Med DM-rallyfeltet fuldt repræsenteret bliver startlisten også åben for alle rallyteams, som er certificeret med sikkerhedsbur. Startlisten for DM i Rally Show 2022 vil derfor ramme ca. 90 deltagere.
Læs mere om DM-ugen her hos DASU og hos DIF.