Årets sidste DM rally køres lørdag på Møn. I sagens natur er der stor focus på, hvem der løber med mesterskaberne og det er der god grund til i år. Der er nemlig en tæt kamp i de fleste klasser.
Blandt de hurtige 4-hjulstrukne biler står kampen imellem sidste års mestre, Max Christensen/Dorthe Ravn i Subaru Impreza, og Christian Jensen/Søren Tøndborg i Peugeot 207. Opskriften for begge hold er enkel: Modparten skal besejres. Den af de to, som kommer først i mål, bliver mester. En sejr i selve løbet er derimod ikke en betingelse for mesterskabet, så her kan et helt 3. hold måske komme i spil. Især Ib Kragh tørster efter succes efter en noget besværlig sæson med sin nye Fiat Punto.
Mesterskabet for 2-hjulstrukne biler er også et opgør blandt to hold. Her ligger Tim Svanholt/Per Henriksen bedst til med deres VW Golf, men Martin Johansen/Henrik Vestergaard har ikke opgivet håbet. De sætter især deres lid til, at det bliver regnvejr, hvilket vil lægge større vægt på køreegenskaberne frem for rå motoreffekt, da deres Suzuki Swift er en lidt mindre bil.
Blandt de lidt ældre gruppe H biler står DM-kampen primært imellem Henning Søgaard/Iben Louring i Ford Sierra og Johnny Pedersen/Ulrik Hogrefe i BMW M3. Som i de øvrige klasser er det bedste hold af de to, som tager mesterskabet. Men der er en enkelt joker her. Skulle begge hold gå hen og få problemer kan Jonas Damgaard/Anja Bergholt komme i spil. Pointmæssigt ligger de lige i baghjulet af de to favorithold og sæsonen har vist at netop gruppe H bilerne ikke altid slipper lige smertefrit igennem et DM-rally.
Der er således blæst op til tæt kamp om DM i tre klasser, men i den sidste DM-klasse er spændingen allerede udløst. Her har Kenneth Madsen/Carina Møller i Suzuki Swift allerede sat sig på mesterskabet forud for rallyet på Møn. Selv om det værste skulle ske og de udgår, kan de ikke nås af nogen konkurrenter. Kenneth og Carina kan derfor køre fuldstændig frit og mon ikke, de vil forsøge at se, hvor langt de kan få deres lille Suzuki frem i generalklassementet?
Foto: Michael Eisenberg