Danmarksmestrene i rally er nu fundet. Våde og fedtede hastighedsprøver i Gjønge Rally stillede store krav til kørerne og uheld spillede ind i mesterskabskampen i flere klasser.

Den første afgørelse faldt i kategorien for 2-hjulstrukne biler, hvor fronterne ellers blev trukket skarpt op fra allerførste prøve. Her stod kampen imellem Tim Svanholt og Martin Johansen, som havde lovet at køre sin chance fuldt ud fra den allerførste meter. Han holdt i den grad ord og ved første service efter to prøver lå han i front. Men det var kun med 2/10 sekund, så der var virkelig blæst til kamp. Det blev bare ikke rigtigt til mere, for på 4. prøve punkterede Martin Johansen og udgik. Herefter var Tim Svanholt mester uanset om han kom i mål eller ej. Det gjorde han dog og understregede sit mesterskab med en klassesejr og en generel andenplads.

Den næste afgørelse faldt i 4WD-klassen, hvor Christian Jensen og Max Christensen kæmpede om mesterskabet. Han skruede Christian Jensen straks bissen på og havde efter halvdelen af dagens prøver skabt sig et overraskende stort forspring på 19,9 sekunder. En pæn, men på ingen måde sikker, føring – især fordi de sidste 5 prøver i rallyet var væsentlig længere end de første. Meget kunne stadig ske. Det gjorde det så ikke, for på prøve 6 ramte Max Christensen en chikane og ødelagde køleren på sin Subaru. DM var dog ikke helt afgjort endnu, for Christian Jensen skulle stadig i mål for at tage mesterskabet og mange tilskuere havde noteret sig at søsterbilen til Christian Jensens – Karl Ågen Jensens Peugeot 207 – var udgået allerede på prøve 1 med et motorproblem. Men det var ikke smitsomt, for Christian Jensen kørte alle prøver ude problemer og fik kørt mesterskabet sikkert i hus.

I gruppe H er mesterskabskampen i år i flere løb i højere grad blevet udkæmpet med skruenøgler på servicepladsen end på hastighedsprøverne. Det var anderledes denne gang, hvor Johnny Pedersen og Henning Søgaard virkelig gik til den på prøverne. Halvvejs var Johnny Pedersen forrest med 8 sekunder og at tempoet var højt blev understreget af, at de to konkurrenter lå oppe som nummer 8 og 9 generelt. 3 prøver senere var føringen skiftet. Henning Søgaard var forrest, men var lidt bekymret for ladetrykket på Sierraen, for – som han sagde – “Den er presset til bristepunktet i dag!” Men ovre hos Johnny Pedersen var panderynkerne endnu dybere. Benzintilførelsen gjorde knuder på BMW’en og på de sidste prøver var bilen tydeligt syg. Johnny Pedersen fortsatte dog til mål, men der var intet at gøre. Henning Søgaards bekymringer viste sig at være grundløse og han tog mesterskabet med en sikker klassesejr og en flot 6. plads generelt.

Den samlede sejr i rallyet gik til Christian Jensen, foran Tim Svanholt og med en sjælden gæst på de danske hastighedsprøver, Martin Knudsen i Honda Civic, på tredjepladsen. Martin Knudsen har i denne sæson fortrinsvis kørt i udlandet med sin Civic, men har haft en del problemer, hvorfor de valgte at køre rallyet på Møn som en test og som forberedelse til næste sæson. Man må sige, at testen forløb særdeles fint, for den meget vellydende Honda var hele dagen med i front og især på de sidste, lange prøver strakte den ben og Martin Knudsen sikrede sig en noget overraskende, men velfortjent, tredjeplads.

Foto: Michael Eisenberg