Lørdag, den 30. august bliver der travlhed på de små lokale veje i det smukke landskab i Søhøjlandet, når Kjellerup Omegns Motorklub afholder 4. afdeling af Danmarksmesterskabet i DASU Classic Regularity, for biler produceret før 31. december 1999. 

Der er start lørdag, den 30. august kl. 10:15 fra Ans selskabslokaler, Teglgade 21, 8643 Ans. Forud for starten er der fra kl. 8:00 teknisk kontrol hos LS Auto, Håndværkervej 3, 8643 Ans. Begge steder er interesserede velkomne til både at se de flotte gamle biler, samt at få en snak med deltagerne.

Løbsledelsen med Kurt Rasmussen som løbsleder, og de lokale Frits G. Nielsen, Kaj Mikkelsen og Hans-Jørn Søgaard, har koncentreret sig om at lave en flot naturskøn 190 kilometer lang rute, som de forventede omkring 40 biler skal trille igennem med gennemsnitshastigheder omkring 40 km/t.

Regularity løb går ikke ud på at køre hurtigt igennem den planlagte rute, men handler om at holde en gennemsnitsfart på flere indlagte sekundetaper, hvor deres passage af bestemte punkter bliver målt elektronisk. 

Fra starten i Ans køres der via Hinge, Serup, Lemming, nordligste kant af Silkeborg, Grauballe, Resenbro til FDM Jyllands Ringen, hvor der fra ca. 11:47, holdes 15 minutters pause. Her vil der være rig lejlighed for at se de flotte gamle køretøjer trille en præsentationsrunde på banen.

Efter pausen går det til Linå og Laven ved Juulsø som de passerer ca. kl. 12:20. Juulsø er den største sø i det skønne Midtjyske Sø højland, og er en del af Gudenåsystemet, hvor Hjejlefærgerne dagligt lægger til, så turisterne kan få en rask travetur til Himmelbjerget. Efter Laven køres der videre over Låsby, Javngyde, Tulstrup, for atter at passere nord om Laven omkring ca. kl. 12:50.
 
Efter at have passeret søerne går turen tilbage til FDM Jyllands Ringen, hvor deltagerne fra ca. 13:20 holder 55 minutters frokostpause, inden turen kl. ca. 14:15 går videre ud i området øst for Silkeborg. Blandt andet kommer bilerne ca. kl. 14:20, forbi den berømte Svostrup Kro, der ligger lige op ad Danmarks længste å system ”Gudenåen”. Derefter køres der videre gennem de skønne Gjernbakker, der flere gange også har lagt asfalt til flere DM-rally, for at fortsætte til Fårvang og Truust, med 20 minutters pause kl. ca. 15:07 ved den gamle klosterkirke i Tvilum der stammer fra omkring år 1200. 

Fra klosterkirken går starten kl. ca. 15:27 ud på sidste etape, og direkte ind på den næste sekundetape, der få minutter efter start, fører deltagerne forbi det navnkundige Grønagergård Savværk, der er berømte for de mange træfigurer der præger omgivelserne omkring savværket. Herfra køres videre til Voel, Røgen, Sorring og Mollerup, for derefter at slutte de ca. 190 km.  af på FDM Jyllands Ringen kl. ca. 16:34. Her venter der deltagerne en sikkert meget velkommen buffet, og de bedst placerede vil blive hyldet og honoreret med pokaler.Udover at være 4. afd. af det danske mesterskab, er det også tællende til den nordiske mesterskabsserie, så arrangøren, Kjellerup og Omegns Motorklub, forventer op til omkring 40 deltagere. 

Af lokale deltagere kan man bl.a. se ægteparret Henning & Else Friborg fra Them, Kent Lejsgaard, Silkeborg Poulsen, der har sin far, den tidligere rallykører Leif Poulsen, Fårvang ved rattet. Derudover deltager Finn Kristensen, Silkeborg og Erik Rasmussen, Ry i en rigtig flot Ford Escort mk. 1.

Foto: Viggo Johansen
rallypics.dk