St. Bededag blev årets DM i rallycross skudt i gang på Løvelbanen ved Viborg. Efter mange timers hårdt slid, er banen nu for alvor ved at blive en god rallycross bane, og rammerne var i orden til en spændende åbning på årets DM

Jason Watt jagtes af Ulrik Linnemann i Legend Cars-opvisning

Igen i år bliver der kørt et officielt DM i fire klasser, og som en lille reklame for Legend Cars klassen, var der også opvisning på det blandede underlag med bl.a. Ulrik Linnemann og ikke mindst Jason Watt. Det var bestemt et seværdigt og godt show – en klasse som kunne være spændende at se mere af på de danske rallycross baner.

I sportens mindste klasse (0-1600 Gr. N) var der som altid kamp til stregen, men Daniel Svenningsen kunne drage fordel af sin nyerhvervede Honda, og snuppede sejren foran Søren Lyck.

I supernational løb Peter T. Jensen endnu engang med sejren, men var dog godt presset af Morten Schnack gennem hele finalen. I Supernational 2000 har Rasmus Nielsen gennem flere år være helt suveræn i sin Honda Civic. Han endte dog også med at vinde løbet, men var godt presset af Dennis D. Christensen, der i sin nyindkøbte Renault Clio kunne presse Rasmus til de sidste meter. Dennis kan sagtens være en udfordrer til titlen, når han får endnu flere timer i sin Clio

Super 1600 klassen har endnu engang udviklet sig, og mange var spændte på at se, hvad de trofaste DM-kørere kunne stille op mod Ulrik Linnemann, som allerede nu har vist imponerende fart ved årets 2 første EM afdelinger (ERC). Ulrik viste sig dog hurtigt at være dagens hurtigste mand, og kun Jacob Schnoor kunne for alvor følge med. I A-finalen var det da også de to der kæmpede om føringen, hvilket endte i kontakt mellem de to kørere, og dermed en udelukkelse af Ulrik Linnemann. Da Jacob Schnoor senere måtte udgå med en defekt, var årets første overraskelse en realitet, da Søren Mortensen kunne rulle sin Citroen Saxo ind over stregen om vinder. Mike L. Frederiksen besatte 2. pladsen og John Larsen kunne snuppe en 3. plads.

Desværre måtte bl.a. Michael Rolighed og Jan Petersen udgå med tekniske problemer. Michael er bestemt en af udfordrerne til mesterskabet og Jan Petersen fik bevist, at han har fart nok i sin fine C2´er. Begge skulle dog være klar til næste afdeling, som køres d. 26. maj på Ørnedalen.