Vesti og Rasmussen i Ungarn
Efter den flotte sejr i sidste runde af FIA International F3 Championship skal Frederik Vesti atter i aktion den kommende weekend. Denne gang i forbindelse med Ungarns Grand Prix på Hungaroring. Ligeledes til start er Oliver Rasmussen, der kørte sit hidtil bedste løb i kategorien i sidste afdeling.
Formatet er uændret to sprintløb lørdag, og hovedløb søndag, som alle kan følges på www.viasat.dk/tv-guide
Rekorddeltagelse på Spa
Det er tid for endnu et klassisk langdistanceløb, når 24 Hours of Spa for GT3-biler sættes i gang førstkommende lørdag kl. 16:30.
Løbet blev kørt første gang i 1924. I år er nr. 74 i rækken, og har atter tiltrukket en række bilfabrikker og de bedste GT-kørere i verden. Danmark har aldrig været stærkere repræsenteret, og man kan bl.a. opleve genforening af ”Dane Train” Marco Sørensen & Nicki Thiim (Aston Martin), vinderen fra 2019 Michael Christensen (Porsche – foto fra 2020), Nicklas Nielsen (Ferrari), Dennis Lind (Audi), Nicolai Kjærgaard (Aston Martin), Mikkel O. Pedersen (Porsche) samt debutanterne Valdemar Eriksen (Audi), Bastian Buus (Porsche) og Oliver Goethe (Audi).
Der er 58 biler til start fordelt på ni mærker. Deltagerne er delt op i fire underkategorier; Pro, Silver, Pro Am, og Am. Løbet tæller endvidere til hele to mesterskaber; GT World Challenge Europe og Intercontinental GT Challenge.
Læs og følg det på løbets hjemmeside her.
I optaktsprogrammet er der også dansk deltagelse i Lamborghini Super Trofeo, TCR Europe og European GT4 Series.
Spansk F4 i Aragon
Blot to uger efter afdelingen i Portimao afvikles fjerde afdeling af det spanske F4-mesterskab; denne gang på banen i Aragon. De tre danske deltagere Sebastian Øgaard, Noah Degnbol og Georg Kelstrup klarer sig flot og er alle placeret i top-6 i den samlede stilling.
Se mere på https://f4spain.org/en/f4-spain/
Tysk mesterskab i Belgien
Tredje afdeling af Deutsche Kart Meisterschaft afvikles i Belgien, på banen i Genk. En halv snes danskere ventes at deltage i de forskellige kategorier; se mere på DKM’s side her.
Dette resumé er del af DASUs elitenyhedsbrev – abonner på det her.



