Frederik og Oliver i Frankrig
Så er det endelig blevet tid til anden runde af FIA International F3 Championship. Frederik Vesti og Oliver Rasmussen er til start på Paul Ricard, i rammeprogrammet til det franske F1 Grand Prix.
Se tiderne og læs mere på fiaformula3.com
Rasmussen i Wisconsin
Christian Rasmussen har indtil nu vundet halvdelen af de kørte løb i Indy Pro-klassen, og er i føring for mesterskabet. Den kommende weekend gælder det så to løb på den fantastiske Road America-bane i Elkhart Lake, Wisconsin.
Følg med på indypro.com, hvor du også kan se løbene.
Løb på Spa, Zandvoort og Monza
Tre klassiske racerbaner afvikler løb den kommende weekend; alle med dansk deltagelse.
Frederik Schandorff, Jens Reno Møller og resten af GT Open-feltet tager hul på anden runde af mesterskabet på Spa-Francorchamp i Belgien. Frederik vandt et af de to løb i første runde for Lamborghini.
På Monza køres fjerde runde af Carrera Cup Deutschland. Bastian Buus skal forsvare sin føring i rookie-klassen.
Den ombyggede bane i hollandske Zandvoort lægger asfalt til GT World Challenge Europe Sprint, Trofeo Lamborghini og European GT4 Series. Blandt de startende i de tre klasser er Noah Watt, Kevin Rossel, Nicolaj Møller Madsen, Alexander Hartvig, Nicolai Kjærgaard, Henrik Pedersen og Benjamin Goethe.
Danskere i talentprogram
En af måderne at få en professionel karriere indenfor banesport er via et af de etablerede bilmærkers talentprogrammer. Et af de mest betydningsfulde blandt disse er Lamborghinis. Det italienske mærke præsenterede den forgangne uge dette års talenttrup, og set med danske øjne er det meget glædeligt at Frederik Schandorff, Noah Watt og Kevin Rossel er blandt de indplacerede i 2021.
Se mere på sportscar365.com her.
Foto: Gavin Baker Photography/Road to Indy



