Tekst: Bo Christian Koch.
Foto: Joe Sibinski, Chris Owens, Bo Christian Koch

Der var nok flere, der udbrød Benjamin hvem?, da det blev offentliggjort, at danske Benjamin Pedersen skulle køre Indycar for A.J. Foyt Racing i 2023. Autosport har mødt den hidtil ret ukendte dansker i forbindelse med Indy 500, hvor han fik gjort godt og grundigt opmærksom på sig selv.

Den 24-årige Benjamin Pedersen er en usædvanlig dansk racerkører på flere måder. For det første har han aldrig sat sine ben på en racerbane i Danmark, og for det andet er han i nærmest ubemærkethed nået til tops i amerikansk formelsport. Han var kun fire år gammel, da han flyttede med sine forældre til Seattle, hvor hans far Christian skulle stå bag integrationen af Navision i Microsoft. Siden har Benjamin kun været hjemme i Danmark på ferie, men han betragter sig stadig mere som dansker end som amerikaner, selv om hjembyen i dag hedder Indianapolis, og selv om der flittigt bliver brugt amerikanske gloser i samtalen med Autosport.

”Jeg startede racing i 2016, hvor jeg kørte to sæsoner i Formel 4. I 2018 kom Formel 3 til USA under FIA, og her kørte jeg to sæsoner, og i 2019 kørte jeg også Formel 3 i England,” fortæller Benjamin Pedersen. ”I 2020 kørte jeg kun i England, men i 2021 kom jeg tilbage til USA og kørte to sæsoner i Indy Lights.”

I Formel 4 var især den anden sæson ganske succesfuld, hvor blandt andet en sejr i sæsonens sidste løb i forbindelse med F1-Grand Prixet i Austin pyntede på cv’et. I Formel 3 havde Benjamin Pedersen stor succes med syv sejre i den amerikanske serie, mens det kneb mere med resultaterne i England. I Indy Lights blev det til en enkelt sejr i sidste sæson, men det var nok til at sikre ham en flerårig kontrakt i amerikansk motorsports kongeklasse, Indycar.

Benjamin Pedersen bliver støttet af Global Racing Group, et team som hans far har etableret, og han lægger ikke skjul på, at hans forældre i det hele taget har været en stor støtte for ham. I de senere år har de fulgt ham rundt på de amerikanske racerbaner i et motorhome, som de har købt til formålet.

”Jeg skylder dem alt, og jeg er meget taknemmelig for deres support,” siger Benjamin Pedersen, som også havde en speciel hilsen til sine forældre, da han stillede op i Indy 500-løbet i slutningen af maj.

”På min hjelm har jeg fået malet Tusind tak for alt, mor og far i min egen hand writing, for der er ingen tvivl om, at jeg aldrig var nået dertil, hvor jeg er i dag, hvis ikke det var for dem,” siger han.

Benjamin Pedersen satte 11. hurtigste tid i tidtagningen til Indy 500, og det var med til at få manges øjne op for den unge dansker, som trives på ovalbaner.

”Mit første løb på en ovalbane var en double-header på Gateway i Indy Lights, og jeg kom på podiet i begge løb,” fortæller han. ”Det falder mig helt naturligt, selv om jeg godt ved, at mange kørere, især dem, der kommer fra en europæisk baggrund, kan have det svært på the ovals,” siger han.

Den flotte kvalifikation på Indianapolis Motor Speedway fik også mange amerikanske fans og mediers øjne op for Benjamin Pedersen, og han blev hurtigt populær med sin ligefremme facon og entusiastiske udstråling.

”Amerikansk motorsport har jo en snert af showbusiness over sig, men jeg trives godt med fansene og hele setuppet,” siger han.

Benjamin Pedersens oprindelige plan var at sigte mod Formel 1, og det var blandt andet baggrunden for at forsøge sig i britisk Formel 3. ”Formel 1 er jo det største, og mit mål har lige siden F4-dagene været at komme op på det højeste niveau i single-seater racing,” siger han. ”Men der er få pladser og mange om buddet i Formel 1, og du ser ofte reserve drivers, der heller ikke får et sæde, når det bliver ledigt, så det er bare ikke særlig realistic.”

I stedet valgte Benjamin Pedersen at prøve at komme helt til tops i Indycar, hvor han har skrevet en flerårig kontrakt med et af de ældste teams, A.J. Foyt Racing. Teamet har den legendariske firedobbelte Indyvinder af samme navn ved roret, og det giver en vis ærefrygt:

”A.J. er jo en legende i amerikansk motorsport, og han er stadig aktiv i teamet,” fortæller Benjamin Pedersen. ”Han er en af de første, der møder ind om morgenen, og det er virkelig noget specielt at køre for ham. Han er en gammel mand, eighty-eight år, og han husker ikke så godt, hvad der skete i går, men spørger du ind til hans minder fra racerbanerne, kan han huske alle detaljer.”

Efter en lidt uheldig start på sæsonen, hvor han udgik på første omgang i sæsonpremieren i St. Petersburg, er det gået bedre løb for løb, og den foreløbige kulmination kom i kvalifikationen til Indy 500, hvor Benjamin Pedersen som nævnt kvalificerede sig som nummer 11, mens hans teamkammerat, Santino Ferruci, var helt oppe som nummer 4, og også sluttede treer i løbet.

”Det er ingen hemmelighed, at A.J. Foyt Racing har klaret sig ret dårligt de seneste år, men i år er der ansat nye ingeniører, der har fået teamet op, hvor de hører hjemme. Personligt synes jeg også, at det er gået godt indtil nu,” siger Benjamin Pedersen. ”Det er klart, at Indycar er det største step indtil videre, og springet fra Indy Lights til Indycar har nok været større end jeg forventede, specielt når det gælder det professionelle niveau.”

”Der er mange flere mennesker omkring teamet, og strategi og teknisk feedback fra os kørere fylder meget mere,” uddyber han. ”Så der har været rigtig meget at lære rigtig hurtigt, men jeg synes selv, at jeg er kommet godt efter det.”

Benjamin Pedersen har heller ikke haft svært ved at finde sig til rette med de høje hastigheder i Indycar, og det blev understreget af, at han satte rekord som den hurtigste rookie nogensinde på en enkelt omgang på Indianapolis Motor Speedway i kvalifikationen til dette års Indy 500 med en omgang på omkring 375 km/t.

”Farten i sig selv er ikke et issue,” siger han. ”Hvis du fortalte mig, at jeg kørte 300 eller 320 km/t, ville jeg tro dig – man bliver en smule fartblind ved de hastigheder, og forskellen er svær at fornemme.”

Drømmen om Formel 1 er ikke glemt, men er sat på standby indtil videre, fortæller Benjamin Pedersen: ”Nu vil jeg fokusere på at gøre det så godt som muligt i Indycar, og så må vi se, hvad fremtiden bringer,” siger han. ”Formel 1 er jo en drengedrøm for de fleste racerkørere, men jeg vil også være godt tilfreds, hvis jeg kan gøre en god figur i Indycar og skabe mig en karriere her.

Denne artikel er bragt i Autosport #3 2023. Autosport er Danmarks eneste dedikerede bilsportsmagasin, og du kan modtage det ved at blive medlem af en af klubberne i DASU. Find din klub her.

Læs tidligere artikler fra DASUs Autosport h