David Heinemeier Hansson kan blive den næste dansker, der følger Tom Kristensen, Jan Magnussen, Casper Elgaard og co. på Le Mans.

Den 31-årige, danske it-superstjerne har gennem en håndfuld år kørt sig op gennem klasserne i USA, hvor han bor og er partner i softwarevirksomheden 37signals. Racemag har talt med opfinderen af sproget Ruby-on-rails.

Racemag (RM): Hvor længe har du kørt race?

David Heinemeier Hansson (DHH): Jeg startede med Formula Mazda i 2007. Det var noget af en mundfuld, da de ingen elektronik har til at hjælpe på kørslen og ingen synkro til at lette gearskiftet. Men jeg lærte en masse om både downforce, threshold braking og hvordan man får bilen tilbage i en lige linje, når bagdækket har fået et flatspot, og øsen svinger ud. Jeg gik fra at være nummer sjok i det første løb til at kæmpe om førstepladsen i det sjette. Så får man jo blod på tanden.

Efter den serie var ovre, tog jeg en lille pause, hvor jeg ikke fik kørt så meget race, men til gengæld fik en masse øvelse på en lokal bane i en lang række biler (Lotus 211, Spec Miata, etc). I 2009 kom jeg så ellers for alvor i gang med race igen via Cayman Interseries (mærkeklasse for Porsche Cayman-biler, red.).

David Heinemeier-Hansson kørte i mærkeklassen for Porsche Caymans i 2010

Jeg deltog i måske en 7-8 Cayman-løb, hvor det blev til en række 1. pladser og podiumafslutninger, før jeg besluttede mig for at tage et større spring til IMSA GT3 Challenge. Det er i IMSA-klassen, at jeg virkelig har fået inspiration til at bevæge mig op ad i klasserne og har fået motivation til at sigte efter nogle af de store løb.

I IMSA kører jeg #37-bilen, der bærer navn og nummer efter mit softwarefirma, 37signals.

Kører så meget forskelligt som muligt

RM: Kørte du race, mens du boede i Danmark?

DHH: Ja, på PlayStation og Xbox :). Nej, der var ikke penge til den slags som studerende. Jeg fik ikke engang mit kørekort før 2005!

RM: Hvor mange forskellige klasser har du kørt – det virker som om du er meget aktiv inden for sporten?

DHH: Ja, når man først er kommet igang er det svært at sige stop. Så jeg prøver at få så meget erfaring som jeg overhovedet kan i en lang række forskellige genrer. Jeg tror bestemt på at det er gavnligt for racerkundskaben at blive udsat for alt fra prototyper til open-wheel til momentumbiler til GT3’er. Det er også rigtig sjovt at lære en ny bil og stil at kende. Selvom de grundlæggende elementer er de samme, så er variationen alligevel stor nok til at det er en udfordring at skifte frem og tilbage.

RM: Hvordan finder du tid til løb i USA og Europa, når du er partner i 37Signals?

DHH: Det er ikke altid lige nemt, men heldigvis kræver mit arbejde ikke andet end en computer og en internetforbindelse. Så jeg får tit sneget lidt arbejde ind mellem sessionerne, når vi er ude på banen.

Går efter flere langdistanceløb i 2012

RM: Hvad er næste skridt på rangstigen inden for racing?

DHH: 37racing kaster sig over GTC-klassen i American Le Mans fra 18. august, når serien kommer til Road America. Så det bliver et stort spring, hvor man pludselig skal holde øje med Magnussen i Corvetten, Long i Porschen (Patrick Long, Flying Lizard Motorsports, red.) og så alle prototyperne. Der er 10 biler i klassen, der alle har professionelle medkørere, så det bliver noget af en udfordring. Heldigvis har vi allieret os med Dominik Farnbacher, som bliver min medkører. Jeg glæder mig til at lære en masse fra at have ham med på holdet.

David Heinemier Hansson i sin 37racing Porsche 997 GT3 Cup

Ellers er planen for resten af året at få mig klar til Petit Le Mans i oktober på Road Atlanta. Jeg kender banen godt (jeg vandt mit første IMSA GT3 løb der sidste år), men jeg skal stadigvæk have mere erfaring med at klare trafikken i ALMS. Vi snupper muligvis også 6-timers løbet ved Laguna Seca ugen før, hvis økonomien i teamet er til det.

RM: Du skriver, at målet er Le Mans – gerne i 2013. Hvordan går det med at nå det?

DHH: Jeg synes det går rigtig godt. Med springet til ALMS er vi på den helt rigtige vej, men der er langt endnu. Næste år er planen at deltage i så mange lange løb som muligt. 12 Hours of Sebring, Rolex 24 at Daytona, Nürburgring og hvad jeg ellers kan få fingre i. Vi må se hvor mange løb det bliver til, men jeg har bestemt ikke tænkt mig at dukke op ved Le Mans uden at være grundigt forberedt.

RM: Har du nogle konkrete planer i dén retning allerede, du arbejder på?

DHH: Absolut. Det gode ved racing er, at det er et forholdsvis lille miljø. Når man først får foden inden for og begynder at få nogen kontakter, så varer det ikke længe, før mulighederne begynder at åbne sig. Det mest oplagte er nok at alliere sig med et team i GTE AM i en 911, men jeg er frisk på hvad som helst. Jeg kunne bestemt også godt tænke mig at prøve i en LMP2-bil. Jeg er blevet ret bidt af Radical-bilerne, og den SR8 RX jeg kørte ved Radical Masters i Imola, lugter lidt derhen ad.

RM: Hvorfor lige Le Mans?

DHH: Det er toppen, når det kommer til sportsracing. Hvis man er bjergbestiger, så har man Mount Everest. Hvis man er sportsracer, så har man Le Mans. Det hjælper bestemt også som dansker, at vi har Tom Kristensen som forbillede. Mr. Le Mans.

RM: Hvad får du fra racingen, som du ikke får fra dit arbejdsliv?

DHH: Racing kræver din absolutte opmærksomhed i lange stræk. Der er ikke tid til at tænke på andet. Ingen e- mails, der tikker ind. Det er bare dig, bilen og banen.

Du kan følge David Heinemeier Hanssons bestræbelser på at nå Le Mans 2013 på Racemag.dk.

Tag med en tur på Lime Rock Park i 37racings Porsche med David Heinemeier Hansson i IMSA GT3 Challenge: