Når STEP Motorsport debuterer i Danish Endurance Championship, bliver det med to gokartprofiler som kørere i teamets Ginetta G40 GT5. Målsætningen er at forberede de to talenter til at tage næste skridt i deres motorsportskarrierer.

Sønderjyske Mads Riis, som for nylig blev kåret som Årets Gokartkører 2020, har efter en årrække i Rotax-kartingklasserne valgt at tage skridtet videre til banesporten. Og med flotte kartingresultater i rygsækken glæder han sig til at bruge sæsonen på at dygtiggøre sig:

– Mine forventninger for 2021 sæsonen hos STEP er først og fremmest at tage de første skridt ind i bilsportens verden. Jeg glæder mig til at lære en masse – ikke kun at blive en bedre kører, men også at lære om, hvordan man agerer udenfor banen med sponsorer og samarbejdspartnere. Derudover håber jeg på at få en masse god erfaring, der kan bruges i min senere karriere, fortæller Mads Riis.

Silas Rytter stiftede bekendtskab med bilen og STEP allerede i efteråret, hvor han i løbet af et par testdage viste rigtig gode takter. Han har i flere år primært deltaget i ROTAX-mesterskaber i udlandet, men glæder sig til at komme tilbage på dansk grund, hvor fokus kommer til at ligge på at forberede sig på fremtiden:

– Jeg glæder mig meget til at arbejde med Morten og STEP-teamet i år. Det virker som et godt og professionelt team, og de kan helt sikkert lære mig en masse jeg kan tage med videre. Min forventning er at få et godt kendskab til opsætning af bilen og at arbejde med data, og så selvfølgelig nogle gode løb i DEC-mesterskabet sammen med Mads, fortæller Silas Rytter.

For STEP Motorsport er det en drømmestart at kunne tilknytte så kompetente og succesfulde kørere til holdet allerede i den første sæson. Teamet er stiftet for at give unge racerkørere et boost frem mod en stor karriere, og med så meget potentiale at arbejde med, bliver det en spændende sæson:

– Det bliver en virkelig spændende sæson for os. Hverken Silas og Mads har noget at skulle bevise i en gokart, men begge er enormt ydmyge omkring den opgave, de er sprunget ud i til denne sæson. Jeg glæder mig meget til at blive del af deres udvikling både på banen og udenfor i løbet af året – vi er enige om målsætningen, og nu skal der bare arbejdes i dén retning, fortæller Morten Dons, stifter af STEP Sports Management.

For kørerne i STEP Motorsport kommer sæsonen til at byde på meget mere end fem racerløb. I løbet af sæsonen kommer de gennem flere træningssamlinger, hvor der skal arbejdes med fysisk træning, sponsorsøgning og medietræning. 

– Jeg er selv gået fra gokart til at køre motorsport på et højt niveau, og min karriere har i høj grad været præget af learning by doing. I moderne motorsport er der ikke tid til at fejle så meget, så målet er at give vores kørere et bedre udgangspunkt, når de skal videre ud på de internationale baner, forklarer Morten Dons.

Om STEP Sports Management

Stiftet af Morten Dons med fokus på at udvikle motorsportstalenter til at kunne klare sig på internationalt niveau. Deltager i år i Danish Endurance Championship med en Ginetta G40 GT5 med to udvalgte talenter som led i deres udviklingsrejse.

Tilknyttede atleter i STEP tæller blandt andet kommende Peugeot-fabrikskører Mikkel Jensen, European Le Mans Series-kører Malthe Jakobsen og TCR-kører Martin Andersen.