Den snart 42-årige racerkører Pedro de la Rosa har fået kontrakt som udviklingskører hos Ferrari-teamet.
Den spanske veteran mistede sit job hos HRT-teamet, da de måtte dreje nøglen om efter 2012-sæsonen. Jobbet som udviklingskører indebærer blandt andet arbejde i simulatoren hos Ferrari.
De la Rosa debuterede i Formel 1 tilbage i 1999 hos Arrows-teamet efter han året før havde været testkører hos Jordan. Sidenhen har spanieren kørt for Jaguar, Sauber og HRT. Men størstedelen af hans karriere har været som testkører for McLaren-teamet – det er blevet til enkelte løb for McLaren i rollen som reservekører.
Ferrari-teamet har med Pedro de la Rosa valgt en rutineret kører til at bistå dem med deres udviklingsarbejde.