Når David Coulthard kommer ud af sit hi i slutningen af april til DTM-premieren, så forventer skotten ikke at få det nemt i anden del af sin racerkarriere.

F1-veteranen, der var aktiv kører mellem 1994 (som afløser for Ayrton Senna) til 2008, er nu bekræftet som kører for AMG Mercedes, hvilket giver et gensyn med flere af kollegaerne fra McLaren-tiden. Og det ser den sympatiske Red Bull-ambassadør frem til.

– Jeg glæder mig særligt til at komme tilbage til mine venner gennem mange år fra Mercedes, og jeg er stolt af, at jeg kan repræsentere Wings for Life, Red Bulls fond for rygmarvsforskning, siger Coulthard om fonden, der vil pryde skottens AMG Mercedes C-klasse.

– Jeg har nydt de spændende løb i DTM foran fjernsynet eller på banen, og jeg er sikker på, at jeg vil have det på samme måde som kører – jeg glæder mig til endeligt at køre race igen, siger David Coulthard til dtm.com.

Jeg er dog også klar over, at jeg i dette felt fyldt med stærke kørere i tæt liggende biler ikke vil få det nemt. Det har også resultaterne for Jean Alesi, min langvarige teamkollega Mika Häkkinen og senest Ralf Schumacher vist

– Jeg er dog også klar over, at jeg i dette felt fyldt med stærke kørere i tæt liggende biler ikke vil få det nemt. Det har også resultaterne for Jean Alesi, min langvarige teamkollega Mika Häkkinen og senest Ralf Schumacher vist, siger Coulthard.

David Coulthard har kørt 246 Formel 1-løb, vundet 13 og sluttede som toer i 2001 og treer i 1998. De sidste tre sæsoner af karrieren kørte DC for Red Bull Racing, som han også har repræsenteret uden for banerne siden.

Wings for Life har også tidligere støttet danske Jason Watt i sine indsatser i langdistanceløb Belgien i Porsche 997 GT3.

Foto: dtm.com