Den seneste tid har budt på en række farverige forslag fra F1-supremo Bernie Ecclestone. Blandt dem er det meget omdiskuterede forslag om at indføre medaljer i stedet for point, som systemet ser ud i dag.

David Coulthard, der i dag, to år efter han stoppede som aktiv kører, er ekspertkommentator på BBC’s F1-transmissioner, bakker op om forslaget.

– Jeg talte med ham i dag om det, og jeg mener, at man ikke skal afvise det, siger David Coulthard til Racemag.

– F1 breder sig til nye lande, Korea og Indien, og dér aner de ikke, hvad pointskalaen går ud på. De forstår guld, sølv og bronze fra OL, så dét system vil være genialt. Man skal ikke først til at uddanne tilskuerne i pointsystemet – de forstår det med det samme, siger Coulthard videre.

Et af de vægtigste argumenter for at indføre et sådan system kan være den aktuelle stilling. Her er top fem pt. alle inden for rækkevidde af VM-titlen.

– Det sjove ved det er, at det ikke ændrer på VM-stillingen i 2010. Top tre ville stadig være den samme, siger Coulthard og henviser til research fra BBC der viser, at VM med medaljesystemet i 2010 ville betyde, at Jenson Button og Sebastian Vettel som de eneste bytter plads i top fem, mens Kubica og Rosberg også vil bytte placering.

Bernie Ecclestones forslag går ud på, at der udover medaljer også uddeles point efter den tidligere skala med 10 for en sejr. Men en VM-vinder kan kun kåres ud fra antallet af medaljer.

F1 VM 2010 før Japans Grand Prix – efter medaljesystemet:

Kører Guld Sølv Bronze 2010-point
1 Webber 4 2 2 202
2 Alonso 4 2 1 191
3 Hamilton 3 3 1 182
4▲1 Button 2 3 1 177
5▼1 Vettel 2 2 3 181
6 Massa 2 3 128
7▲1 Kubica 1 2 114
8▼1 Rosberg 3 122
9 Sutil 47
10 Schumacher 46

Kilde: BBC

Foto: GEPA pictures / Mathias Kniepeiss