Siden sidst

Blandede bolcher

Ingen gevinst på Monza

Fjerde runde af European Le Mans Series blev ikke noget de tre danske deltagere vil se tilbage på med smil på læben. I LMP2 startede Mikkel Jensen og holdkammerater hos G-Drive fra pole position, men diverse problemer og straffe under løbet betød en slutplacering som P8.
I LMP3 slap Malthe Jakobsen og kolleger hos RLR Msport heller ikke for diverse påkørsler, straffe m.m. og sluttede P9, mens Michelle Gatting & Co besatte sjettepladsen i GTE.

Sejre til Schandorff og Grundtvig

Frederik Schandorff og hans italienske makker Michele Beretta tog en sejr og en tredjeplads i weekendens to løb i GT Open, der blev kørt på Hungaroring. Det var holdets tredje løbssejr i år, og dermed udbyggede Lamborghini-holdet deres føring i den samlede stilling. Her indtager Jens Reno Møller en samlet sjetteplads.

På Zandvoort-banen i Holland hentede Bastian Buus to tredjepladser i rookie-konkurrencen i Carrera Cup Deutschland, og indtager dermed også tredjepladsen i den samlede stilling.
Ligeledes på Zandvoort havde Nicolaj Møller Madsen og medkører en uheldig weekend i ADAC GT4, mens Conrad Laursen hentede et par points i ADAC F4.

Det gik heller ikke efter planen for Dennis Lind i tredje afdeling af British GT3 Championship på Donington Park. Dennis’ holdkammerat var indblandet i et sammenstød kort efter start og holdet udgik.
Derimod opnåede Mikkel Grundtvig sit hidtil bedste resultat i British Formula 3, da han vandt det tredje og sidste af rundens tre løb.

Endelig hentede Christina Nielsen to andenpladser i sin klasse for GT4 i afdeling af VLN på Nürburgring.

Dansk Super Kart i Vojens – EM i Italien 

Anden afdeling af EM i klasserne OK og OK Junior blev kørt på banen i Sarno ved Napoli. Bedst gik det i juniorkategorien hvor David Walther og Tobias Clausen sluttede hhv. P11 og P12 i finalen, og dermed scorede points til mesterskabet.
I seniorklassen lykkedes det lige akkurat ikke Sebastian Gravlund at nå finalen, som P37 efter de indledende heats.

På Vojens Karting Center afviklede Vojens Karting Klub anden afdeling af Dansk Super Kart. Ca. 80 kørere deltog; se resultaterne andetsteds på siden.



Det sker

FIA World Endurance Championship på Monza

The ”Temple of Speed”, Autodromo Nazionale di Monza, lægger 18. juli bane til tredje afdeling af World Endurance Championship (WEC). Løbet køres over 6 timer, og er sidste generalprøve før årets højdepunkt Le Mans, der køres i år køres i august.
I LMP2 er det rent danske High Class Racing til start med Anders Fjordbach, Dennis Andersen og Jan Magnussen, mens Nicklas Nielsen og Michelle Gatting denne weekend er de danske repræsentanter i GTE.
Løbet kan følges på Eurosport og TV2. Læs mere på www.fiawec.com  
  

British Grand Prix på Silverstone

Et af årets højdepunkter på kalenderen er sædvanligvis det britiske Grand Prix på Silverstone. I rammeprogrammet er fjerde afdeling af FIA Formula 2 Championship, hvor Christian Lundgaard efter en uheldig sæsonstart forhåbentlig får sæsonen på skinner igen.
I Formel 1 markerer løbet samtidig debut til en nyskabelse, nemlig et sprintrace lørdag forud for hovedløbet søndag.
Både F1 og F2 kan følges ”Live” hele weekenden, se hvornår på www.viasat.dk/tv-guide     

Spansk F4 i Portugal

I det åbne spanske F4-mesterskab har de tre danske deltagere alle fået en forrygende start i de første to runder. Næste weekend gælder det så tredje runde, der køres på den fantastiske bane i Portimao. Sebastian Øgaard, Noah Degnbol og Georg Kelstrup har alle været forbi podiet; sidstnævnte endda med en sejr i åbningsløbet på Spa.
Se https://f4spain.org/en/f4-spain/

Foto: Christian Vermeulen