DASUs Bo Baltzer Nielsen er blandt de tre nominerede til Team Danmarks talentpris.
Det er en hæderspris, der ifølge Team Danmarks hylder initiativer, der styrker udviklingen af danske sportstalenter. Prisen, som Team Danmark har uddelt siden 2006, går til en træner, en sportschef, et forbund, en kommune eller andre, som i løbet af det seneste år har gjort en ekstraordinær indsats for at styrke talentudviklingen i dansk elitesport.
Sidste år var det elitesekretariatet i Svendborg, der fik prisen for det forbilledlige arbejde med at implementere Team Danmarks koncept for idrætsskoler på alle kommunens folkeskoler. Og i 2010 var det Dansk Golfunion, der løb med prisen for deres talentprojekt ”Creating Winners”.
Talentchefen i DASU er oppe imod sportschef Lars Christensen fra rosporten og DBU’s talentprogram.
Prisen bliver uddelt ved det store Sport 2012 show i Herning den 5. januar 2013 – og med prisen følger en skulptur i sølv. Det er sportschefer og trænere landet over, der stemmer på kandidaterne.



