Når årets NEZ-cup (NEZ=Nord Europæisk Zone) fløjtes i gang 23 juli i Litauen, er det med dobbelt dansk deltagelse. Søren Mortensen og Jonas Skaaning skal repræsentere de danske farver i de to første afdelinger af cuppen, som løber af stablen 23-24 juli og 30-31 juli i henholdsvis Litauen og Letland.
De to kørere er en del af DASUs Talentudviklingsprogram for rallycross, som har til formål at udvikle og optimere unge talenter gennem køretræning, teknisk baggrundsviden, fysisk træning og idrætspsykologi. På turen ledsages de blandt andet af rallycrosstræner Thomas Jacobsen, som er med som støtte og vejledning for de to unge kørere.
Begge har gjort sig bemærket i det danske mesterskab sidste år. 18 årige Jonas Skaaning fra Haslev, blev nummer to i det danske mesterskab 2010 i 1600 gr. N klassen – blot et enkelt point fra vinderen Mikkel Jespersen. Jonas Skaaning blev også kåret til DASU´s Off-road talent 2010.

Jonas indtager også lige nu andenpladsen i årets DM, efter 3 af 7 afdelinger. Jonas kommer op mod hård konkurrence, da han med sin standard Honda Civic skal starte sammen med de tunede Super1600 biler. Men vi tror på at Jonas kan gøre en god figur på trods af det stærke selvskab.
Jonas Skaaning:
– Vi har ikke ændret så meget på bilen efter et problemfrit pinseløb på Nisseringen. En gang frisk maling er det blevet til, men udover det ser det ud til at den nye Honda vi har lavet til denne sæson kører rigtigt fint, og kan blande sig helt i toppen i DM-kampen, så det bliver spændende at komme ud og prøve den af i den hårde konkurrence i NEZ.
Søren Mortensen debuterede med sin Citroën Saxo S1600 sidste år med en imponerende samlet 5. plads i DM. Søren havde ikke den bedste start på årets sæson, da et motorhaveri kort før sæsonstarten, gjorde at han ikke kom til start i første DM løb. Allerede til anden afdeling var der dog kommet styr på maskineriet og det blev til en flot anden plads i Løvel. Søren Mortensen ligger pt. nummer 7 i mesterskabet i den hårde Super 1600 klasse.
Vi tror på at Søren tilhører en af favoritterne i NEZ mesterskabet.
Søren Mortensen:
– Vi håber på og regner med at kunne gøre en god figur i den internationale konkurrence i cuppen, og målet er så absolut en samlet topplacering” udtaler Søren Mortensen under klargøring af bilen. “Vi mener at have en ganske konkurrencedygtig bil, og teamet er 100% klar på opgaven, der venter.
DASU iværksatte i 2010 et toårigt talentudviklingsprojekt i off-road, med deltagelse af ni unge rallycross talenter i aldersgruppen 15 – 22 år.
Efter et år med samlinger samt national løbsdeltagelse er tre af disse talenter i 2011 udtaget til at repræsentere Danmark internationalt, nærmere betegnet NEZ (FIA North European Zone) Rallycross Championship samt udvalgte løb i FIAs officielle European Rallycross Championship. Deltagelsen sker med økonomisk støtte fra unionen.
– Løbsprogrammet er sammensat med henblik på at give de unge kørere de første erfaringer på den internationale scene, siger DASUs sportschef Bo B. Nielsen.
– Morten Jespersen viste for få år siden at det godt kan lade sig gøre for et ungt talent at gøre sig gældende internationalt ved at vinde sølv og bronze ved EM. Siden er bl.a. Ulrik Linnemann fulgt trop, og nu kommer altså næste generation”.
Ved at vælge NEZ Rallycross Championship håber DASU samtidig på øget interesse for dette mesterskab, der traditionen tro omfatter en afdeling i Danmark, nærmere betegnet Nysum-banen ved Hobro i september.
Løbsprogram:
22 – 24. juli – Vilkyciai, Lithauen
29 – 30. juli – Bikernieki, Letland
10 – 11. september – Mommark, Norge
17 – 18. september – Nysum, Danmark
Udover Jonas Skaaning og Søren Mortensen deltager også 21-årige Dennis V. Larsen i talentudviklingsprojektet. Dennis deltager i udvalgte EM løb og gjorde sig senest bemærket med en samlet 19. plads ved EM i Sverige i starten af denne måned.