Scenen er den legendariske engelske racerbane Silverstone, nordvest fra millionbyen London, hvor danskeren Michael Christensen, sammen med arbejdsgiveren Porsche, deltager i første afdeling af FIA WEC verdensmesterskabet. Danskeren deler i den forbindelse kørertjansen med østrigeren Richard Lietz i Porsche 911 RSR med startnummer 91.
Det seks-timer lange udholdenhedsløb, der køres søndag den 12. april kl. 12-18 lokal tid, er det første af syv 6-timers motorløb i en sæsonkalender med i alt otte løbsafdelinger, hvor 24-timers løbet på Le Mans i juni er højdepunktet.
Og Porsche teamet ankommer til det engelske med store ambitioner, efter at det succesfulde tyske sportsvognsmærke vandt åbningsløbet på Silverstone i forrige sæson, og den bedrift skulle meget gerne gentages i weekenden. Henover vinteren er den ikoniske racerbil, Porsche 911 RSR, udviklet og forbedret på en lang række punkter, hvor især bedre aerodynamik og modificeret affjedringssystem for optimal udnyttelse af den 6-cylindres boxermotors 470 hk, er værd at fremhæve.
”Jeg er meget spændt på at tage hul på min første sæson i FIA WEC-serien, og ser frem til skulle køre race om verdensmesterskabet i sportsvogne. Højdepunktet er selvfølgelig Le Mans, men jeg glæder mig til vores start på Silverstone,” fortæller Michael Christensen, der har gode erfaringer med den hurtige engelske racerbane.
”På grund af banens status og historik, køres der ofte Formel løb på Silverstone, og jeg har kørt mange forskellige racerbiler her i mine unge Formel dage, og kender de knap 6-kilometers baneforløb rigtig godt. Det kan måske være en fordel og hjælpe os til en debutsejr,” slutter en forventningsfuld og optimistisk Michael Christensen.




