Syv danske team med i verdens hårdeste historiske rally.
Knapt er Rallye Monte Carlo for moderne biler slut, før den historiske udgave starter. Blandt de syv danske mandskaber, som er med i det ugelange Rallye Monte-Carlo Historique for det danske nationalteam fra TEAM FYNSKE BANK, er der to med reelle sejrschancer.
[Monaco]
Henrik Bjerregaard fra Monaco vandt løbet i 2020 i sin Ford Escort RS 2000 fra 1979 med tjekkiske Mirek Svec som codriver. Bjerregaard er født i Randers, men har i mange år boet i fyrstendømmet.
”Som kører er jeg klart bedst i tørt vejr med en mindre mængde sne. Alt spillede ud til vores fordel i 2020: Vejret, bilen, rutebogen og godt samarbejde – og masser af held. Det håber jeg også på i år,” siger Henrik Bjerregaard, der starter løbet i sin hjemby.

[Charlottenlund/Tune]
Otto Kristensen fra Tune ved Roskilde vandt løbet i 2002 med sin hustru Britta som codriver i en Lancia Fulvia 1.3. Nu er han codriver for sin søn, tidligere topkører i gokart, Kenneth Kruse Simonsen fra Charlottenlund, i en bil magen til, denne gang en Lancia Fulvia HF fra 1968. De starter løbet fra Bad Homburg.
”Kenneth og jeg kører altid for at vinde. Realistisk håber vi på at blive bedre end nr. 9, som vi var sidste år. Er der nyfalden sne uden for meget is, vil det ikke genere os. Der er Lanciaen god. Men holder en forankørende fast i sneen, kan det koste 2-3 minutter og sejren,” siger Otto Kristensen.

[Assens/Strib, Middelfart]
Et andet mandskab med mulighed for en placering helt i top, er Lars Hindsgaul fra Assens og Arne Pagh fra Strib ved Middelfart. De kører i en Fiat 128 Coupé fra 1972 og starter fra Bad Homburg. Sidste år blev de nr. 10, Arne Paghs bedste resultat er en sjetteplads.
”Man må ikke have uheld i Monte, så er man færdig. Vi forventer et spændende og tæt løb, og vi vil forsøge at nå en placering i top 5. Jeg har intet imod sne, det kan øge vores chancer,” siger Lars Hindsgaul.

[Norsminde/Aarhus]
Rallykøreren Kim Kjærsgaard Frandsen fra Norsminde tager fat på sit fjerde Rallye Monte-Carlo Historique. Han stiller op i en VW Golf GTI fra 1979 med Kristian Flensbak fra Aarhus i codriversædet. Flensbak har som sit bedste resultat i ”Monte” en 9. plads, og med et problemfrit løb vil dette mandskab komme langt frem i feltet. De starter fra Bad Homburg.

[Horsens/Juelsminde]
Chris Larsen fra Horsens stiller op i en VW Golf GTI fra 1982. Han er en erfaren kører, men kommer på udfordringer i sit første Rallye Monte-Carlo Historique. Med i codriversædet har han den meget erfarne Jan Østergaard fra Juelsminde. Han har deltaget syv gange tidligere i det hårde løb. Får de et løb uden problemer, venter der et godt resultat på dem. De starter fra Bad Homburg.

[Silkeborg]
Den tidligere rallykører Tage Gejl fra Silkeborg stiller op i sit andet Rallye Monte-Carlo Historique. For et år siden indledte han et samarbejde med ireren, den i USA bosiddende Paul O’Kane, hvor de stillede op i en Porsche 911 fra 1976. Efter de forventelige indkøringsvanskeligheder kørte de sig stærkt op på løbets anden halvdel, og med de erfaringer i bagagen står de til et godt resultat i år. De har valgt at starte fra Monaco.

[Tureby/København SV]
Henning Nielsen fra Tureby var en ivrig rallykører i sine unge dage. Sidste år debuterede han i Rallye Monte-Carlo Historique i sin sjældne Triumph Vitesse fra 1968, men måtte udgå med tekniske problemer. I år har han allieret sig med sin gamle rallymakker Karsten Thorvaldsen fra Københavns Sydhavn. Kan de slippe for tekniske problemer, er der en oplagt mulighed for at gennemføre det ugelange og krævende løb. De starter løbet i Reims.

Rallye Monte-Carlo Historique starter onsdag den 29. januar fra en række startbyer rundt omkring i Europa. Fredag den 31. januar samles alle 221 deltagende mandskaber i Valence ved Rhone-floden, og fra lørdag den 1. februar går det løs med en række specialetaper over de sydfranske bjerge, inden målet nås på havnen i Monaco tidligt om morgenen onsdag den 5. februar.