Den danske teenager Max Klinkby-Silver er den næste dansker i F1-rækkerne. Den 16-årige gokartkører er blevet del af Team Lotus’ talentprogram, der tæller i alt ti talenter fra hele verden.

Max Klinkby-Silver kører WSK for JRP-teamet - er i 2011 på talentkontrakt med Team Lotus

AirAsia Team Lotus Young Driver Development Program, som talentprogrammet hedder, er netop blevet lanceret I Malaysia. Den malaysiske tidligere F1-kører Alex Yooung står i spidsen for programmet, der i stil med fx McLarens, Ferraris og Red Bull Racings talentprogrammer skal finde fremtidens F1-kørere. Med i talentgruppen er blandt andre amerikanske Alexander Rossi, der ved lanceringen gav opvisning i Team Lotus’ F1-racer.

– Vi prøver at finde de bedste talenter over hele verden, ikkke bare for at komme i Formel 1 med os, men forhåbentligt for at blive verdensmestre med os. Der er masser af talent i Asien, men mange af dem får bare ikke muligheden. Det prøver vi nu at ændre, siger programmets ansvarlige, Alex Yooung i en pressemeddelelse.

Max Klinkby-Silver er født i Storbritannien og har en engelsk far og en dansk mor. Han har kørt gokart siden 2006.

I 2010 blev Kevin Magnussen del af McLaren Mercedes’ talentprogram.

Foto: Team Lotus