Christina Nielsen debuterer i Pirelli World Challenge på Sonoma Raceway, mens Jan Magnussen og Michael Christensen sigter efter topplaceringer i TUDOR United Sportscar Championship på Virginia International Raceway.

Efter sin test for The Racers Group i forrige uge er Christina Nielsen endnu en gang i aktion på amerikansk asfalt, hvor hun får debut i en Aston Martin V12 Vantage GT3 på Sonoma, der også har lagt asfalt til WTCC-løb. Sædet blev tilbudt hende efter at have imponeret under testdagen i en sådan grad, at teamchef Kevin Buckler hellere så danskeren i bilen end sig selv.

Pirelli World Challenge er en af verdens største GT-klasser med mærker som Ferrari, Lamborghini, Bentley, Cadillac og Porsche – og naturligvis Aston Martin – på gridden. Kørere som Johnny O’Connell, Guy Smith og Tomas Enge er på deltagerlisten sammen med Christina Nielsen.

Løbene i Pirelli World Challenge kan følges live på hjemmesiden www.World-ChallengeTV.com.

Michael Christensen er tilbage i sin fabriks-Porsche 911 RSR, når TUDOR United SportsCar Championship kører på Virginia International Raceway. Sammen med teamkammeraten Patrick Long skal danskeren forsøge at forbedre den femteplads, duoen kørte sig til for to uger siden på Road America.

– Da vi kørte på Sebring, kørte jeg også kvalifikation og sikrede faktisk Porsches, til nu eneste pole position i år. På Virginia får jeg igen muligheden, da det er planen, at jeg skal køre vores kvalifikation, fortæller Michael Christensen fra USA.

Det er første gang, Christensen prøver kræfter med Virginia-banen, og til hans fordel deltager de to hurtige prototype-klasser ikke i denne weekend:

– Det betyder at vi i GTLM-klassen er hurtigst, og derfor ”kun” skal holde øje med konkurrenterne samt bilerne fra GTD-klassen, der er en anelse langsommere end os, forklarer han. Udfordringen er dog stadig at Porschen er blevet nedjusteret i en Adjustment of Performance-korrektion fra organisationen bag serien, og uden testdage mellem løbene arbejder Porsche-teamet stadig på at få farten tilbage i bilen.

Løbet køres søndag aften kl. 23 dansk tid og kan blandt andet følges via livestream på IMSA.com