Der løftes masser af tæpper i Formel 1 i disse dage, hvor alle venter i spænding på næste uges tests.
Williams og Ferrari har allerede vist deres 2016-biler frem, og i dag, søndag, har også Mercedes, McLaren-Honda og Haas præsenteret deres biler.

Mercedes optimerer VM-vinderen med W07:

Mercedes AMG har forsøgt at optimere mest muligt på W06, der indbragte teamet sit seneste konstruktørmesterskab sidste år. Paddy Lowe fra Mercedes AMG forklarede i forbindelse med præsentationen, at det hele vejen har været ambitionen at finde og forbedre de områder af bilen, som stadig kan blive bedre, ligesom hele organisationen omkring Mercedes AMG har fået en tur med tættekammen til i år.
– Målet er på alle områder at opnå det sublime. Selvom vi havde fantastiske resultater i fjor, så er der stadig mange områder, hvor vi kan blive meget bedre. Det er den kultur, vi forsøger at indbygge i hele organisationen, nemlig at jagte det bedre konstant. I 2015 var der et par løb, der ikke gik som planlagt, særligt Singapore. Vi jagter optimeringer alle vegne, forsikrer Paddy Lowe.

W07’s første testkilometer i Barcelona bliver med Lewis Hamilton ved rattet.

Haas’ VF-16 bliver den første amerikanske F1-racer siden 1986:

Et team, mange venter i spænding, er Haas F1. Det amerikanske team er kendt fra især NASCAR, men Gene Haas’ team har ikke været i Formel 1 før.
Haas overtog Manors tidligere fabrik i Banbury som europæisk base for Haas, der samtidigt holder fast i sit amerikanske hovedkvarter i Kannapolis, og faktisk var planen oprindeligt, at Haas F1 skulle have debuteret. Gene Haas og co., besluttede imidlertid, at det var bedre at vente et år, så tidspresset ikke var en faktor for det nye team. Ifølge Gene Haas gav den beslutning faktisk for meget tid – han siger til Autosport, at Haas F1 havde omkring tre måneder for meget til at gøre projektet færdigt. At have for meget tid kan imidlertid ikke være en ulempe, mener han.
Teamchef Guenther Steiner forklarer, at ambitionen hos Haas er at få point i år:
– Vores mål med denne bil er at score point. Først må vi derud og vise, at vi kan gøre det. At vi kan gennemføre løb, at vi respekteres af fans og andre teams. Dernæst vil vi gerne score point. Det er det endelige mål.

McLaren-Honda MP4-31 skal vise vejen tilbage for McLaren

For McLaren er 2016 en kærkommen chance for at gemme mareridtsåret 2015 langt væk. Den nye MP4-31 fortsætter det ‘size zero’-koncept, som McLaren hele vejen har jagtet med den nuværende generation af biler. I år ser McLaren’s bud imidlertid ikke helt så radikalt ud som tidligere, da andre fabrikanter har trimmet deres bagerste bodywork ind – noget, som McLaren ellers var ret alene om tidligere.
En anden synlig ændring i forhold til MP4-30, er at MP4-31 kører med mere “rake”, altså at bagenden står højere end forenden. I praksis vil dette gøre frontvingen mere effektiv samtidigt med, at den downforce bilens underside giver, også bliver stærkere. At lave sådan en ændring er imidlertid noget, som skal indbygges i designet – dette er en af flere klare antydninger af, at McLaren har lavet store ændringer fra MP4-30 til MP4-31.

McLaren-direktør Ron Dennis forklarer:
– Vi er fortsat samlet om vores formål med samarbejdet McLaren-Honda. Formålet er at udvikle vores team mod vores fælles mål – at vinde. Vi vil ikke give forudsigelser på, hvornår de sejre vil komme, men jeg kan sige, at alle på holdet har arbejdet med en helt utrolig dedikation over de seneste måneder. Resultatet er, at MP4-31’s udviklingskurve er blevet meget stejl over vinteren, og jeg er enormt stolt af teamets indsats.

Sauber viser farverne frem:
Saubers lancering af C35 blev udskudt til den anden Barcelona-test, og derfor vil schweizerne bruge en modificeret udgave af sidste års bil, C34, i næste uge. Det har dog ikke forhindret Sauber i at give en forsmag på den nye bil i form af årets bemaling. Den kan du se herunder:

Sauber 2016 livery, foto: Sauber
Sauber 2016 livery. Foto: Sauber F1