Antonio Felix Da Costa slutter også andendagen blandt de bedste. Portugiseren var hurtigst på andendagen på Paul Ricard, hvor Formula Renault 3.5-feltet testede lørdag.

Og ligesom fredag startede dagen ud med våd asfalt og lave temperaturer, hvilket gav teamsene lejlighed til at teste pitstop og starter.

I denne session sluttede Marco Sørensen toer og Kevin Magnussen som 16., uden at man dog skulle lægge noget i tiderne.

Eftermiddagssessionen var mere reel, mens teamene dog kørte forskellige programmer. De fleste teams koncentrerede sig om arbejdet på setuppet, og her var Magnussen fremme som firer, mens Marco Sørensen sluttede sessionen af som sekser, lige under et sekund fra Red Bull-junioren Da Costa.

– Vi var hurtige både på våd og tør bane, hvilket er meget tilfredsstillende, men vi kan ikke stoppe her. Vi testede nogle forskellige setups. Nogle var gode, andre var ikke. Vi arbejdede på performance om eftermiddagen og arbejdede på vores starter og pitstops, og der er plads til forbedring på alle områder, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.