Portugisiske Antonio Felix Da Costa sluttede som hurtigste mand på Circuit de Catalunya – men lige i haserne på Red Bull-junioren var de to danskere, Kevin Magnussen og Marco Sørensen.

De to danskere sluttede dagen som toer og treer, tæt på Da Costa, der slog sidste års kvalifikationstid på den katalanske bane. Især i formiddagssessionen, der blev afbrudt af rødt flag med en stillestående Lotus-racer med Marco Sørensen på banen, var det Kevin Magnussen, der dominerede begivenhederne.

– Jeg kørte et par omvarmningsomgange, og det var nok for mig til at se, at banen ikke var beskidt. Efter det skiftede jeg til brugte dæk og så et tredje stint på nye dæk, og det var da, jeg satte den bedste tid i morges, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.

Det var dog endelig en testdag med tørt vejr, omend det startede noget køligt ud. Til eftermiddagssessionen var forholdene perfekte til de hurtige omgange, og her satte Will Stevens, Magnussens 2012-teamkammerat, tempoet hen mod slutningen. Magnussen fik undervejs kørt flest omgange af alle – 50 i alt – og hen mod slutningen af sessionen kom de nye dæk på bilerne, og først Magnussen, så Sørensen, så Da Costa slog Stevens’ tid – blot 0,067 sekunder foran Magnussen.

Du kan se det samlede testresultat fra dag 1 i Formula Renault 3.5 her (åbner nyt vindue).