David Coulthard indstiller sin aktive karriere som racerkører. Weekendens sæsonafslutning i DTM bliver dermed hans sidste løb.

Den 41-årige David Coulthard er mest kendt for sin Formel 1-karriere, hvor han fra 1994-2008 nåede 246 løb og 13 sejre. 12 af sejrene fik David Coulthard, da han var hos McLaren, der også dengang kørte med Mercedes-motorer. Hans bedste samlede resultat i VM i Formel 1, var da han blev nummer to tilbage i 2001.

Efter sin tid i Formel 1 begyndte han at køre DTM, hvor han kørte for Mercedes. Skotten har været en af de populære navne blandt publikum i DTM.

Sideløbende har han også holdt kontakten til Formel 1 ved at være kommentator hos tv-kanalen BBC. Og i sommers kunne vi se ham i Danmark i forbindelse med hans PR-optræden for Red Bull i Københavns gader og til Copenhagen Historic Grand Prix.

– Jeg glæder mig til det sidste løb i en meget spændende sæson i DTM. Denne weekend byder mig på den sidste mulighed for at køre løb på dette niveau. Mine opgaver uden for banen er stadig større, og jeg vil naturligvis fokusere på min familie, udtaler David Coulthard på DTM’s officielle hjemmeside.

Uden for banen er David Coulthard, udover sit job hos BBC, engageret i velgørenhedsarbejde for Wing for Life, der er en organisation, som hjælper folk med rygmarvsskader.

– I mere end femten år, har han tilhørt den succesfulde Mercedes-familie, og vil fortsætte hos os selv efter sin tilbagetræden fra aktiv motorsport. En forkortelse af racer-sprog summerer op, hvad jeg ønsker at fortælle David til sin finale på Hockenheim på vegne af os alle. DD: Danke David (red. Tak David), udtaler Mercedes-bossen Norbert Haug.

David Coulthard vil fortsat være tilknyttet Mercedes som såkaldt mærke-ambassadør. Han træder dermed ikke helt ud af rampelyset, men får fremover en rolle som repræsentant og PR-mand for Mercedes.