David Coulthard stiller sig nu i rækken af Schumacher-kritikere og tæller ned for Michael Schumacher. I sin ugentlige klumme i den britiske avis Telegraph mener skotten nu, at tiden er ved at rinde ud for den ottedobbelte verdensmester.
Efter et miserabelt løb i Canada, hvor tre pitstops og dækproblemer sendte Schumacher baglæns i resultaterne, langer den tidligere F1-kører og nuværende DTM-kører ud efter Mercedes GP’s comeback-kører.
– Han har vundet et rekordhøjt syv gange på Ile Notre-Dame, men helt ærligt, så lignede han en skygge af sig selv i søndags, skriver Coulthard.
– Han pittede tre gange, men kørte stadig rundt fire sekunder langsommere end toppen i sit sidste stint. Han kunne bare ikke få sine dæk til at fungere, og efter min mening tyede han til noget ret tvivlsom kørsel i kampen om at holde positionen. Han var særligt heldig med at slippe for straf for den sene kollision med Massa, sin gamle protegé fra Ferrari, siger Coulthard videre.
Skotten siger videre, at sandet er ved at rende igennem timeglasset for F1-legenden, hvis hans renommé skal bevares.
– Jeg er ikke efter Michael. Vi har haft vores uenigheder før, men jeg har en enorm respect for ham. Og jeg har flere gang sagt, at vi skal give ham en halv sæson, før vi bedømmer hans comeback. Men med otte kørte løb og 11 igen, så er vi faretruende nær det punkt, siger han videre.
Til sammenligning er David Coulthard uden point efter tre starter i DTM. Tidligere har både Martin Brundle, Eddie Jordan og evigt kritiske Jackie Stewart udtalt sig negativt om Schumachers comeback.
Foto: dtm.com