Samtlige 80 deltagende køretøjer er nu landet i Dubai i en solid stak containere. Dermed er det femte løb i rækken af 24-timersløb i ørkenstaten tæt på at være klar til start. Den 14. januar skydes løbsweekenden i gang, og selve 24-timersløbet køres den 15. til den 16. januar.
Det femte løb i rækken af Dunlop 24H of Dubai, som løbet hedder, er dermed vokset i forhold til sidste år. 80 biler og kørere fra 39 lande kæmper i det, der må betegnes som det mest internationale 24-timersløb i verden.
Flere danskere er også i aktion, heriblandt veteranen Kurt Thiim og Ronnie Bremer (foto). Også den hjemlige Advan Cup-kører Anders Majgaard stiller op sammen med Sally Racing med Jesper og Martin Sally Pedersen i Renault Clio. Også det danske team GRC Racing er på startlisten med deres Aston Martin Vantage N24.
Løbet blev første gang afviklet I 2006 med 67 deltagende biler. Andet år talte 77 biler, mens 2008 var den foreløbige højdespringer med 87 biler. Sidste år så et dyk til 77 biler.
58 containere blev i december sendt afsted fra Antwerpen mod Dubai med langt størstedelen af materiellet til løbet.
Følg løbet her på Racemag – se tidsplan på linket til højre under ‘Events’.
Foto: DPPI