Ford Fiestas M-Sport-byggede RRC-version har i år taget to sejre i IRC, Intercontinental Rally Championship.
Næste år får den muligvis konkurrence fra Citroëns DS3 RRC, for franskmændene melder nu klar med bilen bygget efter reglementet, der tager over fra S2000 næste år.
SWRC bliver næste år til WRC-2, hvilket bliver klassen for RRC-biler, der har lidt færre hestekræfter og mere begrænset aerodynamik. Motoren er ellers den samme som WRC-motoren (foto) på 1,6 liter og turbo, men i RRC yder den ’blot’ 275 hk.
Bilen bliver dermed også tilgængelig for privatister i blandt andet IRC, European Rally Championship og de mange nationale mesterskaber.
Bilen er udviklet og bygget hos Citroën Racing Technologies hen over sommeren og får konkurrencedebut i weekenden, hvor Pieter Tsjoen/Eddy Chevaillier vil deltage i den i Rallye International du Valais i Schweiz.



