Den dobbelte IMSA-vinder Christina Nielsen skal sammen med Katherine Legge dele en Porsche 911 GT3 R i 2021-udgaven af det amerikanske IMSA-mesterskab. 

Kvindernes Internationale Kampdag blev markeret på bedste vis for Christina Nielsen og Katherine Legge, som mandag aften dansk tid kunne annoncere et fælles comeback til en fuld sæson i WeatherTech SportsCar Championship. De to erfarne racerkørere og kendte IMSA-profiler stiller op i 2021-udgaven af det amerikanske sportsvognsmesterskab, hvor de skal repræsentere Team Hardpoint EBM i en Porsche 911 GT3 R med støtte fra VB Enviro Care og det eksklusive urmærke Richard Mille.

Nielsen og Legge var også en del af besætningen i Team Hardpoint EBM-holdets Porsche til sæsonåbneren på Daytona, hvor de to kvindelige kørere sammen med teamejerne Earl Bamber og Rob Ferriol sluttede på en 10. plads i GTD-klassen. Nu forstærkes teamindsatsen ved at splitte de fire kørere op i to biler, og mens Nielsen og Legge skal kæmpe om mesterskabspokalen i Porsche 911 GT3 R #88, fortsætter Bamber og Ferriol kampen i en tillsvarende GTD-Porsche.

– Det er en rigtig fed nyhed! Vi havde et stærkt Daytona-løb på trods af vores resultat, og jeg ser frem til at fortsætte kampen i et nyt og spændende setup med min ven og kollega Katherine. Vi har kørt en del løb sammen som teamkammerater i forskellige biler og for forskellige teams, og vores kendskab til hinanden vil uden tvivl komme os til gode. Samtidig er jeg bare enormt beæret over at være med på så professionelt et hold som Team Hardpoint EBM, der er godt supporteret af Porsche Motorsport og stærkt støttet af vores partnere som især Richard Mille, lyder det fra Christina Nielsen.

Christina Nielsens deltagelse i det fulde IMSA-mesterskab betyder, at den danske racerkører får en travl 2021-sæson. Nielsen deltager nemlig også i det amerikanske GT4-mesterskab, som blev skudt i gang den forgangne weekend på Sonoma-banen i Californien. Her stillede danskeren op i en Porsche Cayman GT4 Clubsport med det unge amerikanske talent, Aurora Strauss.

Første udfordring for Christinas Nielsen og Katherine Legge bliver anden afdeling af IMSA-mesterskabet, som traditionen tro er 12-timersløbet på Sebring International Raceway i Florida. Det legendariske sportsvognsløb, som Christina Nielsen vandt i 2016, flages grønt den 20. marts og kan streames direkte på IMSA-seriens website, ligesom løbet også transmitteres med danske kommentatorer på TV 3 Sport/Viaplay.