Ligesom Benny Simonsen og Vicious Rumour Racing i Australien, så har også Christina Nielsens amerikanske team, Scuderia Corsa, fået en ny bil leveret.
I dag og i morgen tester Scuderia Corsa på Sebring forud for det legendariske 12-timersløb på samme bane i marts. Scuderia Corsa og de andre Ferrari-teams i IMSA Weathertech Sportscar Championship ville egentligt gerne have debuteret den nye 488 GT3 på Daytona sidste måned, men 488 GT3 har først fået de nødvendige godkendelser nu. Derfor blev Daytona Scuderia Corsas sidste løb med Ferrari 458.
– Jeg glæder mig til at komme til Sebring og prøve den nye bil, fortæller Christina Nielsen.
– Det er altid spændende at teste nye biler og finde ud af, hvordan de kører og hvor forbedringerne er. Men der kan selvfølgelig også være uforudsigelige elementer, men det gælder om at lære så meget om bilen som overhovedet muligt, inden det gælder for alvor. Det er gået godt ved shake down testen på Fiorano, så vi håber, at vi får samme oplevelse.
Med de mange nye biler der kører under GT3 reglement i GTD klassen i IMSA serien i år, er det et stort arbejde for løbsorganisationen at tilpasse reglementet således, at ingen biler får en for stor fordel. Det gøres ved justering af det såkaldte BoP, Balance of Performance, og her har løbsorganisationen netop slået hårdt ned på Lamborghini, der efter første løb er blevet vurderet ikke at have oplyst deres egentlige potentiale. Derfor har Lamborghini modtaget straffe og bøder efter løbet på Daytona.
– Det er svært at vide, hvor vi står henne med de sidste ændringer i BoP, så jeg ser frem til at finde ud af hvor vi alle står til løbet. Lige nu glæder jeg mig bare til at køre kilometer og lære den nye bil at kende. Sebring er kendt for at være hård mod bilerne, så det bliver klart en test for alle de nye biler, siger Christina Nielsen.
12-timersløbet på Sebring afvikles lørdag den 19. marts.