Christina Nielsen får nu suppleret sin indsats i den amerikanske Porsche Carrera Cup, IMSA GT3 Challenge, med tre løb i European Le Mans Series.
Den danske racerkvinde skal køre for det franske IMSA Performance Matmut resten af sæsonen.
Dermed får danskeren debut i Porsches GTE-racer, idet hun afløser David Halliday i teamet.
Debuten sker allerede den kommende weekend på Red Bull Ring i Østrig i Porsche 911 RSR #
Nyheden kommer ovenpå endnu en podieplacering i den amerikanske IMSA GT3 Challenge.
– Når weekenden er færdig for mig, så skal jeg køre med IMSA Performance Matmut i deres Porsche til de næste tre løb i European Le Mans Series, fortæller Christina Nielsen til Racemag fra canadiske Mosport.
– Jeg glæder mig til at komme tilbage og køre i Europa, og lige nu er teamet godt med i pointstillingen, så alt kan ske. Jeg er spændt på at køre en RSR, da det bliver min første gang. Jeg har kørt på Red Bull Ring før og kørte med Armindo (Nicolas, red.) sidste år til Petit Le Mans. Jeg ser frem til at arbejde med teamet og synes, det er super positivt og en stærk faktor, at de er så erfarne inden for langdistanceløb, siger hun videre.
Ud over Nicolas Armindo skal Christina Nielsen også dele den farverige Matmut-Porsche med Raymond Narac.
Christina Nielsens far Lars-Erik Nielsen kørte i 2007 i forgængeren til serien, Le Mans Series, også i en Porsche.