Christina Nielsen tager springet fra Formel ADAC Masters til den tyske Porsche Carrera Cup.
Den blot 20-årige datter af den tidligere Le Mans-kører Lars Erik Nielsen bliver dermed en af meget få kvinder, der har trådt sine racerstøvler i mærkeklassen for de lynhurtige Porscher.
Christina Nielsen kommer op imod en række talenter, heriblandt det danske FIA-talent og Porsche juniorkører Michael Christensen og den Volkswagen-tilknyttede Nicki Thiim. Mærkeklassen har tidligere fostret en lang række Le Mans-deltagere og –vindere. Men udsigten til den hårde konkurrence tager racerpigen med ophøjet ro.
– Som min mekaniker og jeg plejede at til hinanden i karting — det er jo bare drenge!
Den kvindelige racerkører, der hidtil har koncentreret sig om gokarts og de mindre formelklasser, tager dermed første spring på vej mod en mulig karriere i GT-racing med sigte på de store langdistanceløb som Le Mans, 12-timersløbet på Sebring mv.
– Det ville være en drøm at komme til at køre løb som dem, siger Christina Nielsen. Også hos Porsche er det lidt af en drøm, hvis Christina Nielsen kan bide skeer med ’drengene’ i Carrera Cup Deutschland.
– Ingen tvivl om at det vil øge interessen hos både presse og publikum, når Christina tager kampen op mod et felt af mandlige kørere. Der er meget få kvinder som har haft mod på at udfordre mændene i det, der er en meget konkurrencebetonet klasse, og Christinas ankomst vil give ny vitalitet til Carrera Cup 2012, siger Andrea Hagenbach fra Porsche Motorsport i en pressemeddelese.
Carrera Cup Deutschland starter på Hockenheimring den 28.-29. april og kan naturligvis følges her på Racemag.
Christina Nielsen har testet intensivt for Farnbacher Racing op til sæsonen – se video her:



