Christian Rasmussen beviste endnu en gang, at han er blandt IndyCar-feltets absolut bedste på ovalbaner – men sejren smuttede fra ham på Phoenix Raceway.

Det så ellers ikke lovende ud i kvalifikationen. Rasmussen var kun 18. hurtigst i den 25-biler store felt. Men hvad ECR-raceren manglede i kvalifikationen, havde den tydeligvis i løbstrim. Som han gjorde gang på gang i 2025, overhalede amagerkaneren konkurrenterne højre og venstre – og selv ikke de overlegne Penske-biler var sikre. Allerede efter 73 af 250 omgange tog han føringen for første gang.

På omgang 155 ramte RLLs Louis Foster væggen og udløste en safety car. Her pittede Christian Rasmussen fra føringen, mens en håndfuld kørere – bl.a. den to-dobbelte mester og nye Andretti-kører, Will Power – blev ude. Det skulle vise sig at være et afgørende øjeblik for danskeren.

For Christian Rasmussen kørte sig igen op til feltets skarpe ende, men da han nåede Will Power og kampen om førstepladsen på omgang 208, gik det galt. Rasmussen gik udenom i sving 2, men Power så ham ikke og eskorterede danskeren op i betonvæggen. Bilen var såret, men kunne stadig køre.

Will Power punkterede selv i samme ulykke, hvilket udløste en safetycar, hvor Christian Rasmussen førte an. Han kæmpede bravt, og holdt føringen i 24 omgange – men med ni omgange igen måtte han afgive førstepladsen. Derfra faldt løbet fra hinanden for Rasmussen, der nu både døjede med den sårede bil og turbulent luft fra konkurrenterne. Han sluttede på 14. pladsen.

“Jeg burde have givet ham mere plads,” sagde Will Power efter løbet til Indycar.com.

“Ny spotter i år. Han er virkelig god, men der er lidt forskel i terminologien. Min gamle spotter havde jeg i 17 år, og han brugte en anden terminologi. Det er bare begyndervanskeligheder, du ved. Jeg har det skidt med det.”

Strategien kom i vejen for Lundgaard

Mens Christian Rasmussen var blandt hovedpersonerne i Phoenix, kørte Christian Lundgaard et solidt men stille løb. Mens hans stadig har svært ved at matche holdkammeraten Pato O’Ward på ovaler – særligt når det gælder kvalifikation og evnen til at overhale – viste han fin fart i løbstrim.

Lundgaard holdt fart med fronten af feltet hele løbet, men strategien faldt ikke i McLaren-kørerens favør. Der var potentiale til mere, men han måtte nøjes med en 13. plads ved det ternede flag.

Se highlights fra løbet her: