Christian Rasmussen lagde i sidste uge vejen forbi DASU’s sekretariat for langt om længe at modtage hans pris som årets bilsportskører 2023. I den forbindelse talte vi med ham om forskellen på at køre IndyCar og at navigere en LMP2-bil gennem multiclass trafik, hvordan han holder sig kørende gennem Daytonas lange nattetimer, og ikke mindst hans forhåbninger om at vinde et til Rolex-ur med hans nye hold.
Christian Rasmussen vender tilbage til Rolex 24 på Daytona som den regerende vinder i LMP2-klassen. I år er det med et nyt hold – Era Racing er skiftet ud med AO Racing. Det betyder, at når Rasmussen rammer Daytonas høje banker bliver det bag rattet på Spike, the Dragon – den lilla-orange Oreca LMP2, der med sine skarpe tænder og dragevinger er den absolutte fanfavorit i LMP2-feltet:
”Det er fedt, der er flere folk der følger os. LMP2 er lidt en underspillet klasse på Daytona, det er meget GTD og GTP-bilerne der er i fokus, så det kommer til at være sjovt at være i den LMP2 der er mest fokus på”, siger Christian Rasmussen.
Spike the Dragon er ikke kun i fokus på grund af den bemærkelsesværdige bemaling – AO Racing er nemlig et tophold i IMSA-serien, hvor deres Porsche 911 GT3 Rawr – Rexy – tog mesterskabssejren i GTD Pro i 2024 med Michael Christensen som en del af kørertruppen. Det er altså et hold, der har bevist, at de kan vinde, hvilket var vigtigt for Rasmussens beslutning om at skifte hold:
”Jeg gik ind til Daytona med et mindset om, at jeg vil være med et team, der kan vinde. Det tror jeg AO Racing kan, jeg tror vi kan være med i toppen. Vi har et bedre line-up end sidste år, og bilen bør være mindst lige så god. Der kan ske meget på 24 timer, men jeg kan ikke se hvorfor vi ikke skulle have en chance for at vinde”

Udover Christian Rasmussen selv, er kørerne bag rattet af bil #99 Johnny Edgar og PJ Hyett. Særligt bronzekøreren PJ Hyett er ifølge Christian Rasmussen en stor opgradering fra sidste års bronzekører. Men det helt store navn i AO Racings LMP2 er Dane Cameron. Amerikaneren vandt Rolex 24 i topklassen GTP sidste år, i en sæson der også talte en sejr på Watkins Glen og yderligere fem podieplaceringer på vej mod den samlede mesterskabstitel – en titel han desuden også vandt i 2019 og 2016, mens han tilbage i 2014 vandt GTD-mesterskabet. Cameron har altså utrolig meget erfaring og succes i sportsvognløb, hvilket lover godt for Rasmussens chancer for at få endnu et Rolex Daytona med hjem fra Florida.
”Man kører på adrenalin og koffein”
Christian Rasmussens daily-driver i motorsport er en Dallara IR18 IndyCar, der ligesom Oreca LMP2-en er udstyret med store vinger og rigeligt med hestekræfter. Men alligevel er det en helt anden udfordring der venter Rasmussen på Daytona Beach:
”Det er to meget forskellige biler, IndyCar er meget rå, ingen traction control, ingen ABS, ingen noget som helst, hvor LMP2’en har servostyring, traction control og en masse hjælpemidler, så den er en del lettere at køre. De har begge høj power og høj downforce, men det er nok der lighederne ender”, forklarer Christian Rasmussen, og uddyber:
”Bilen er mindre fysisk end IndyCar, så det kan godt være du kører over to timer i et trippel-stint, men intensiteten er meget lavere. Der hvor Daytona er sværere er den kumulative træthed – du får ikke særligt meget søvn over 24 timer.”
Søvnen var en faktor ved sidste års løb, hvor danskeren kørte de afsluttende timer af løbet. Med hans suveræne omgangstider og stærke forsvar mod landsmanden Malthe Jakobsen skulle man tro, at det var en veludhvilet Christian Rasmussen bag rattet, men sandheden var en anden:
”Fra du stiger ud af bilen til du skal være tilbage i pitlane har du måske en time og et kvarter, og der skal du nå at få mad og drikke, en massage, prøve at få søvn og så tilbage til din bus til banen – jeg tror måske jeg fik en halv time på øjet”, fortæller han.
Men med 300 kilometer i timen er trætheden ikke en faktor:
”Jeg tror bare man kører på adrenalin og koffein. Ved hvert pit stop fik jeg en drik, og jeg vidste ikke helt hvad der var i den – nogle elektrolytter og lidt koffein gik jeg ud fra. Men senere fik jeg at vide, at der sagt noget i retning af ’det her skal nok holde ham kørerende’. Jeg ved stadig ikke hvor meget koffein der var i, men nok en del mere end jeg troede”, fortæller Christian Rasmussen med et grin.
Multiclass-racing er skak med høj hastighed
Udover manglen på søvn er der endnu en markant forskel på at køre IndyCar og Rolex 24 – trafik. Hvor alle bilerne i IndyCar-serien kører med det samme reglement, er der tre forskellige biltyper i spil ved Rolex 24 – GTP, LMP2 og GTD. Som LMP2-kører er Christian Rasmussen i den midterste kategori, hvilket giver nogle andre udfordringer:
”I starten var det virkelig noget jeg skulle vende mig til, at køre multiclass-racing, men jeg synes det er fedt, det giver noget ekstra. Det er lidt et skakspil at køre race mod andre LMP2-biler, man skal virkelig time sine overhalinger på GT3’erne og når du bliver overhalet af GTP’erne, så man mister mindst muligt tid”, siger Christian Rasmussen.
Trafikken spillede en hovedrolle i sidste års race, både da Rasmussens holdkammerat Connor Zilisch benyttede en GTD-bil til at afværge et angreb fra Malthe Jakobsen med seks timer tilbage, og igen tredive minutter før det ternede flag, da Jakobsen skubbede en BMW GTP rundt i sit forsøg på at tage føringen fra Christian Rasmussen.
Se Malthe Jakobsens duel med Connor Zilisch her:
Hvordan kørerne bruger trafikken kan derfor være afgørende for hvem der vinder – men det er fin balancegang mellem at komme gennem trafikken så hurtigt som muligt, og på samme tid minimere antallet af risici man tager omkring de andre klasser, særligt tidligt i løbet, fortæller Rasmussen:
”Der er klart forskel på hvor store chancer man tager i de første timer og de sidste timer – for mig er der i hvert fald. Men nogle gange ser man måske overhalinger på GTD-bilerne, hvor man tænker ’okay, det var en sidste-times overhaling i den første time’. Men det fortæller jo også noget om hvor hårdt et løb det er at vinde, det er stort set et 24-timers sprintløb. Du vinder kun ved at køre hurtigt og ikke køre galt.”
Du kan følge med i Christian Rasmussens forsvar af Daytona-sejren den 25-26. januar. Kvalifikationen bliver vist på IMSA TV torsdag d.23, mens løbet bliver sendt på Viaplay.
I forbindelse med hans besøg på sekretariatet var Christian Rasmussen også med i podcasten Alt+F1, som du kan høre her.





