Christian Jensen fra Ans fortsatte også i år sin efterhånden faste påsketradition ved at stryge til top i det store Designa AutoPartner Rally GP, som Randers Auto Sport og Kjellerup og Omegns Motorklub afviklede i Kongensbro langfredag.

”Jeg synes, at jeg havde godt styr over tingene i både de indledende heats og i finalerunden,” siger Christian Jensen. ”Noget af modstanden forsvandt desværre, da min teamkammerat Esben udgik, for han ville have været min største konkurrent i finalen.”

Esben Hegelund fra Hadsten havde sat næst-hurtigste tid efter Christian Jensen i alle de indledende heats med en solid margen til de nærmeste forfølgere. Han var også på finalekurs, da han i semifinalen endte med at køre en omgang for lidt.

”Vi talte kort og godt forkert, og så var det løb slut,” konstaterer Esben Hegelund. ”Bilen kørte ellers godt, så det var noget af en skuffelse. Det eneste, vi havde behov for at justere på mellem heatene, var dæktrykket for at få det optimale bid i dækkene, og det virkede.”

Et enkelt lille problem opstod dog under løbet for Peugeot Sport Dealer Team DK, men det blev hurtig løst.

”I min semifinale røg en trækaksel pludselig ud af differentialet, så bilen kørte og trak meget mærkelig,” fortæller Christian Jensen. ”Jeg havde dog fart nok i bilen til, at jeg kunne gennemføre semifinalen og kvalificere mig til finalen, og heldigvis fik vores dygtige mekanikere hurtig løst problemet, så jeg kunne stille til start i finalen.”

Her var det de to Subaru Impreza-chauffører Michael Broberg, Gjern, og Torben Sørensen, Randers, der ydede den største modstand, og selv om de ikke kunne slå vanevinderen, så opnåede de dog hver især deres bedste finaleresultater til dato med henholdsvis en anden- og en tredjeplads i Designa AutoPartner Rally GP. Modstanden for Christian Jensen kunne måske godt have været større, hvis ikke mærkefællen Esben Hegelund, Hadsten, var blevet elimineret tidligere, da han kørte en omgang for lidt i kampen om at komme i finalen.

Men som altid var Designa AutoPartner Rally GP et løb, der var leveringsdygtig i flere gedigne overraskelser.

Kenneth Kolbe, Slagelse, blev således en af kørerne, der formåede at holde traditionen ved lige. I sin kraftigt modificerede Peugeot 205 blev han ikke blot bedst placerede chauffør bag rattet af en tohjulstrækker i den indledende konkurrence med en generel femteplads, men han kørte sig også helt frem til en plads blandt de fire bedste i finalen – hvor han dog måtte give fortabt i kampen mod de tre firhjulstrækkere, som havde bedre greb i den fedtede asfalt. Også Anders Rygaard, Korsør, leverede en brav indsats, da han i en Peugeot 106 Kit Car med en af feltets mindste motorer kørte sig til en klassesejr og en generel placering som nummer syv. Den afsluttende finalerunde måtte han dog forlade ufrivilligt, da bilen begyndt at ryge før starten på semifinalen.

Christian Jensens sejr i finalen var hans sjette i alt i Designa AutoPartner Rally GP, og det var hans fjerde i træk. Og alle de fire sidste er blevet vundet bag rattet af en Peugeot 207 Super 2000 for Peugeot Sport Dealer Team DK.

Resultat af Designa AutoPartner Rally GP

 

1. Christian Jensen              Ans               Peugeot 207 Super 2000

2. Michael Broberg             Gjern             Subaru Impreza

3. Torben Sørensen             Randers         Subaru Impreza

4. Kenneth Kolbe               Slagelse         Peugeot 205 Maxi

 

Klassevindere

 

Klasse 1        Anders Rygaard                 Korsør           Peugeot 106 Kit Car

Klasse 2        Kenneth Kolbe                   Slagelse         Peugeot 205 Maxi

Klasse 3        Jonas Aagaard                    Hammel        Renault Clio II

Klasse 4        Christian Jensen                  Ans               Peugeot 207 Super 2000

Klasse 5        Johnny Simonsen                Allingåbro     Ford Escort RS 2000