Kolles-teamet har nu offentliggjort deres endelige startopstilling til dette års 24-timersløb på Le Mans, og den rummer en glædelig overraskelse.

Danske Christian Bakkerud bliver del af Audi R10 TDi #15, der tegner til at blive Kolles’ absolut stærkeste kørerkombination i årets klassiker. Bakkerud skal køre sammen med Oliver Jarvis og Christophe Bouchut, der begge har stærke resultater med i bagagen.

Bakkerud kørte sammen med DTM-køreren Oliver Jarvis i sidste års Asian Le Mans Series, hvor duoen kørte en podieplacering hjem til Kolles-teamet. Christophe Bouchut er en yderst erfaren prototype og GT-kører, der har fast job i FIA GT1 World Championship i 2010. Bouchut vandt klassikeren samlet for Peugeot i 1993.

Team Kolles-Audien med #14 bliver besat af Christijan Albers og de mindre kendte Scott Tucker og Manuel Rodrigues.

Foto: Audi Motorsport