Den 22-årige franske kører Charles Pic har efter sin debutsæson med Marussia, underskrevet en flerårig kontrakt med Caterham-teamet.
Det engelsk-malaysiske team har for nylig også fået ny chef i form af Cyril Abiteboul, og det var ham der i dag fredag kunne komme med nyheden om, at Charles Pic kører for dem i 2013.
– Vi er begejstrede over, at Charles har besluttet at slutte sig til os for hans anden sæson i F1 og fremover. Vi ser alle frem til at arbejde med en ung kører, som tydeligt har vist i sin første sæson i F1, at han har tempo, evnerne og opførslen til at hjælpe os med at nå vores mål, udtaler teamchef Cyril Abiteboul i en pressemeddelelse – der uddybes dog ikke hvor mange år kontrakten løber.
– Jeg er meget begejstret for at starte mit andet år i F1 med et team, der har så meget potentiale. Caterham F1 Team har alt på plads, der kan bringe dem i en position til at kæmpe mod flere af de teams der er foran dem. Jeg ved, hvor fast besluttet teamet er på at forbedre sig, og jeg glæder mig til at gøre mit, for at hjælpe teamet med at komme fremad på gridden, udtaler Charles Pic i en pressemeddelelse.
Caterham-teamet har en række franske samarbejdspartnere. Motorerne leveres af Renault, og blandt storsponsorerne finder man det franske olieselskab Total og teknologi-giganten EADS.



