Carrera Cup Scandinavia sender et tillidsvotum til STCC i kampen med udbryderne TTA. Mærkeklassen med de hurtige Porsche 997 GT3 Cup-racere fortsætter mindst en sæson mere sammen med Scandinavian Touring Car Championship.
Mærkeklassen har været del af STCC-pakken siden seriens start og kan i 2012 også byde på underholdning sammen med STCC.
– Porsche Carrera Cup har været del af STCC i mange år og har bidraget med et stort publikumstilskud til banerne. Beslutningen er bevis på vores styrke til at tiltrække bilbranchen, og vi ser frem til et fortsat samarbejde, hvor vi udvikler Carrera Cup.
Mærkeklassen drives, ironisk nok, af Flash Engineering, der er en af bagmændene bag TTA. Endnu er der ikke noget nyt om hvor den ultrapopulære Camaro Cup kører i den kommende sæson. I forvejen er det offentliggjort, at Renault Clio Cup afløser JTCC som talentklasse.
Flere tidligere STCC-kørere har lagt vejen forbi Carrera Cuppen. I indeværende sæson fører tidligere STCC-kører Robin Rudholm foran nuværende STCC-gæstekører Johan Kristoffersson. Også den svenske prins Carl Philip Bernadotte er blandt kørerne.
Foto: Brian Laursen, Racemag