Senna-navnet er sikret for det spansk/amerikanske nye F1-hold Campos Meta i deres debutsæson 2010.

Både Campos og Bruno Senna har tidligere nævnt hinanden i kontraktsammenhænge, men nu citerer flere medier et par meget kortfattede parter, der bekræfter en aftale for næste sæson.

Bruno Senna, der sidste år var toer i GP2 og i år missede chancen for at køre F1 for Brawn GP, skriver på sin Twitter-profil:

– Jeg vil gerne takke gud, min familie, mine venner og alle mine supportere. Tak!

– Det er en ekstraordinær ære for Campos Meta at bringe Senna-navnet tilbage til Formel 1, lyder det i en kortfattet meddelelse fra Campos Meta, hvor CEO Enrique Rodriguez de Castro udtaler sig.

Campos Meta har tidligere udtalt, at de ønsker McLaren-Mercedes-testkører Pedro De La Rosa som en af kørerne. Det er endnu ikke offentliggjort.

Foto: DPPI