Jenson Buttons kontrakt med McLaren Mercedes er historisk på flere måder. Aldrig før har to på hinanden følgende verdensmestre dannet kørerlineup i samme team. Og det er første gang, at britiske verdensmestre danner team siden Jim Clark og Graham Hill kørte for Lotus i 1968.
– Fra et personligt synspunkt er det en fantastisk fornemmelse at skulle køre med en anden britisk verdensmester. Lewis har nået en fantastisk succes på meget kort tid, og han er en virkelig talentfuld kører, der nyder respekten fra enhver Formel 1-kører. Jeg er sikker på, at vi kan lære meget fra hinanden, og jeg ser virkelig frem til at bruge vores samlede viden til at pushe teamet fremad, siger Jenson Button om sin nye teamkammerat.
– Og det er jo også fantastisk, at vi nu danner et fuldstændigt britisk team. Jeg ved, at vi begge løfter den fane med stolthed, og jeg håber, at vi kan gøre hele UK og McLaren Mercedes-fans over hele verden stolte. Intet betyder mere for mig end at repræsentere mit land, og jeg ser frem til at vi begge skal male F1’s baner røde, hvide og blå i de næste mange år, siger Button.
Også teamkammerat Lewis Hamilton ser – ifølge en pressemeddelelse – frem til at sætte sig i bil med nummer 2 på fronten i den kommende sæson.
– Det er en fantastisk nyhed, at Jenson har besluttet at komme til Vodafone McLaren Mercedes – og jeg ser frem til at arbejde med ham og vores engineers for at være sikre på, at vi kommer godt i gang med 2010-sæsonen, siger Hamilton, der måtte afgive VM-titlen til Jenson Button i sæsonens næstsidste grand prix.
– Jeg glæder mig også til at køre sammen med en anden britisk verdensmester, og jeg er sikker på, vi sammen kan gøre gøre Vodafone McLaren Mercedes til det bedste team på gridden.
– Jeg håber, at dagens meddelelse er fantastisk nyt for britiske sportsfans. Jeg håber, at de vil give os deres fulde støtte, når sæsonen går i gang til marts. Jeg glæder mig allerede til Silverstone, det bliver stort!, slutter Hamilton.
Læs også Tvivl om Buttons sæde hos Brawn
Foto: Vodafone McLaren Mercedes